Kulturel satsning

AABYBRO:Med optræden af Birthe Kjær, Papa Daps Jazzband, Aalborg Symfoniorkester og familien Rosenbaum byder brugerrådet for Nordjyllands MedieCenter på en kulturel satsning. - Vi kan tilbyde et flot program med fire kvalitets-tilbud i forskellige genrer, siger NielsEske Nyhus fra brugerrådet. -Vi vil gerne have flere aktiviteter i vores dejlige hus, mediecentret. Vi synes, det skal bruges af borgerne. Alle kulturelle begivenheder behøver ikke finde sted i Aalborg. Vi vil gerne vise, at vi også kan supplere lokalt, siger han. Billetterne til forestillingerne kan også købes som pakker. -Så kan eksempelvis naboer gå sammen om at købe pakker og så deles om at gå til forskellige forestillinger. Virksomheder kan købe pakkerne til brug for blandt andre deres medarbejdere, og erhvervslivet kan på den måde være med til at støtte kulturlivet her i området, siger Niels Eske Nyhus. - Det her er en satsning, også økonomisk, men vi tror på det, siger han. Første optræden i NMC er fredag 26. september, hvor Pia, Simon og Ina-Miriam Rosenbaum optræder med forestillingen ”Revy Revy fra Dagmar til Dirch og så videre”. Aalborg Symfoniorkster kommer forbi fredag 5. december, og Birthe Kjær tager ”Gemalerne” med torsdag 18. marts, mens Papa Daps Jazzband spiller fredag 14. maj i Nordjyllands MedieCenter.