Kulturelt Samråd vil fejre H.C. Andersen i Løgstør

LØGSTØR:Skal Løgstør fejre H. C. Andersen? Det mener i alt fald Kulturelt Samråd, som derfor i morgen indbyder alle interesserede til en idé- og inspirationsaften på rådhuset, hvor tankerne om fejring af 200 året for H. C. Andersens fødsel fremlægges og debatteres. Kulturelt Samråd lægger op til, at der overalt i kommunen 19. august næste år vil være arrangementer, der knyttes til H.C. Andersen, og rådet ser gerne at så mange som muligt deltager med f.eks. eventyroplæsning, optog, musik, sang, papirklip, foredrag, film og så videre. Andersen i Løgstør? H. C. Andersen var en stor rejsende, og ud over rejser til mange af Europas lande foretog han også en række rejser rundt i Danmark. I 1859 var han på en stor rundrejse i Nord- og Midtjylland. Han beskriver i sin dagbog, hvordan han lørdag 23. juli sejlede med dampskib fra Lemvig til Aalborg og altså også må have passeret Løgstør. Kulturelt Samråd mener derfor, at det kunne være oplagt at tage udgangspunkt i året 1859. Musical Formanden for Kulturelt Samråd, bibliotekar Bo Jacobsen, siger, at rådet planlægger opførelsen af en musical bygget over H. C. Andersens eventyr og forfattet af Leo Bech, Ranum. Forestillingen tænkes opført af lokale amatørskuespillere og musikere i et stort telt ved Kulgården på Løgstør Havn. Helt konkret tager Kulturelt Samråd i samarbejde med Løgstør Bibliotek og BG Bank hul på Andersen-temaet tirsdag 2. november, hvor Jens Andersen vil fortælle om sin meget roste to-binds biografi om H. C. Andersen på biblioteket i Fredensgade. Løgstør Kommune har afsat en pulje på 15.000 kr. til at markere H. C. Andersen-året og har bedt Kulturelt Samråd om at administrere denne. Alle kan søge om midler fra denne pulje til egne arrangementer.