Kulturelt super- marked

Vi lever i en verden, der mere og mere ligner en global landsby. Det får fejlagtigt nogle til at tro, at vi så også alle sammen skal rumme hele verden og alle dens nuancer i vores personlige liv og i vores fælles liv med hinanden.

F.eks. skriver Britta Larsen fra Aalborg i et debatindlæg i NORDJYSKE 19. juli, at da der de senere år er kommet en del fremmede kulturer og religioner til Danmark, så skal folkeskolen derfor afspejle det ved at lade undervisningen i kristendom være totalt sideordnet med undervisning i alverdens andre religioner og former for tro - herunder naturreligioner. Nu har jeg svært ved se se logikken i, at den danske skole og den tro og kultur, vi har bygget nationalstaten Danmark op på grundlag af, skal rette sig ind efter de multietniske tendenser, vi oplever i disse år. Lige så lidt som vi skal anfægte de fremmedes tro og kultur, lige så lidt skal vi give afkald på vores egen. At blande alting i en lind grød og sige, at det ene kan være lige så godt som det andet, har intet med frisind og tolerance at gøre. Det er derimod udtryk for en dødsensfarlig kulturel ligegyldighed. Man svigter børn og unge i Danmark, hvis man blot præsenterer dem for et kulturelt supermarked med frit valg på alle hylder. Sådan er den ægte frihed og det sande demokrati ikke skruet sammen. Det er tværtimod den sikre vej til at få et samfund af frit i luften svævende individer uden kulturelle rødder, uden noget fast ståsted og dermed lette at manipulere og flytte rundt med for den ene eller den anden magthaver. Styrken i det danske samfund og det danske folkestyre er jo netop den folkesjæl, vi fra tidernes morgen er fælles om. Eksempelvis er den evangelisk-lutherske folkekirke en naturlig ramme om de fleste danskeres liv. I afgørende livssituationer markeres vores bundethed til kristendommen og er med til at gøre os til et folk. Når nyt liv kommer til verden, lyder dåbsordene i kirken til det lille barn, som forældrene har båret til dåben for at blive en del af det kristne fællesskab. Ved indgangen til ungdommen og det senere voksenliv er det konfirmationen, der optager familierne. Senere vælger mange en kirkelig vielse, og når cirklen sluttes, og livets afslutning er en realitet, samles vi igen i kirken for at tage afsked med de samme ord, som lød ved barnedåben. Man vælger ikke selv sine forældre. På samme måde er man født ind i et kulturelt, sprogligt, historisk og religiøst fællesskab, som man ikke fra bunden selv vælger. Det har ikke noget med ufrihed at gøre. Det er derimod en rigdom at være født ind i en sammenhæng, frem for måske at blive født ind i ingenting, for så senere i skolen at blive præsenteret for diverse muligheder, hvoraf man så kan vælge sig det, der nu forekommer at passe bedst. Man kan godt på et tidspunkt i sit liv tage et opgør med sine kulturelle rødder - og det har mange gjort i tidens løb. Men derfra og til at fornægte det, der nu engang er vores udgangspunkt og helt lade sig drive rundt i manegen af døgnets udbud af livsholdninger og trostilbud er der et langt spring. Folkeskolen skal derfor fortsat give kristendommen første prioritet i undervisningen i religion. Det skal den af den naturlige grund, at det er en dansk folkeskole. Og derfor skal den naturligvis primært formilde danske værdier i videste forstand. Skal vi fastholde vores danske og vores kristene værdigrundlag - og det mener jeg, at vi skal - så er der behov for at styrke vores kulturgrundlag via undervisningen i skolen i stedet for at udvande den. Det er det sidste, Britta Larsen og andre taler for i en helt misforstået falden på halen for de fremmede. Skal vi have et ordentligt og seriøst forhold til dem kræver det, at vi også er os selv bekendt. Ellers kan vi dybest set heller ikke respektere dem. Britta Larsen efterlyser nytænkning - og praktiserer selv gammeldags og forældet 68-tænkning. ] Flemming Jansen, Østerled 5, 9490 Pandrup er borgmester i Pandrup Kommune valgt for Venstre