EMNER

Kulturfest med fuld blus på sanserne

Kommunens flygtninge fik stor succes med etnisk møde i Mariehuset

SÆBY:De kommer fra lande, hvor der hersker krig og sult. Men i Mariehuset i lørdags var der fred, bordene bugnede af eksotisk mad, og der blev knyttet kontakter flygtningene imellem. Den etniske kulturfest blev godt besøgt - også af danskere. Kulturfesten er arrangeret af den lokale afdeling af Dansk Røde Kors, men det er flygtninge fra Afghanistan, Irak, Iran, Cambodja, Sri Lanka samt Afrika, der bestemte indholdet af dagens forløb. En del af en vellykket integration sker via mødet mellem flygtningene og danskere, og derfor er håbet, at en kulturfest kan give et værdifuldt indblik i en anden verden. Mariehuset var fyldt op af mennesker i farvestrålende klædedragter, og pludselig blev der danset afrikansk dans oppe på førstesalen. Der var en duft af krydret mad overalt, og der var små udstillinger, hvor man kunne se eksempler på de forskellige landes særpræg. Det var tydeligt, at dagen blev brugt til at knytte kontakter flygtningene imellem, og det er vel også tiltrængt, at man ind i mellem mødes under afslappende former, hvor man for eksempel er fri for at skulle terpe det danske sprog. Det er andet år i træk, at Røde Kors står bag en etnisk kulturfest, og formanden for Flygtningeaktiviteten, Ruth Christensen, var tilfreds med dagens arrangement. - Der har været rigtig mange gæster i dag Også danskere. Så hvis ellers vi også næste år kan få økonomisk støtte, vil vi gentage succes'en, siger Ruth Christensen, der tidligere har kæmpet for, at kommunens flygtningene får deres eget værested. Det er ikke lykkes endnu, men flygtningene har dog fået råderum over et lokale hos SiD i Sæby, hvor man samles to gange om ugen - blandt andet til lektielæsning. Integration Ruth Christensen har svært ved at danne sig et billede af, hvordan integrationen af flygtningene forløber i Sæby Kommune. - Det er svært at sige noget generelt, fordi det afhænger meget af, hvilken kultur flygtningene kommer fra. Vi har grupper, der forlængst har opgivet at få et fast job, og vi har andre, som bevarer optimisten og er langt fremme med en uddannelse, fortæller Ruth Christensen. Røde Kors gør et stort stykke frivilligt arbejde, der blandt har som formål at få flygtningene hurtigere integreret. Udover lektielæsning bliver der også foretaget flere fælles arrangementer, blandt andet i form af forskellige udflugter. Den etniske kulturfest er endnu et forsøg på at fremme en bedre integration, og at dømme efter fremmødet har det været sliddet værd. Arrangementet får økonomisk støtte fra socialministeriets specielle paragraf 115-pulje. Desuden har Kulturelt Samråd sponsoreret en plakat, der gør reklame for den etniske fest.