Lokalpolitik

Kulturhus atter til debat

Udkast til ansøgning om dispensation klar efter tre måneder

SKAGEN:Her knap tre måneder efter at byrådet besluttede at søge Indenrigs- og Sundhedsministeriet om dispensation vedrørende etablering af kulturhus i Skagen og samtidig tage kontakt til Frederikshavn og Sæby kommuner for også at få deres accept, er der nu et udkast til brev klar til behandling i byrådet. Der er dog ikke meget, der tyder på, at ansøgningen om dispensation bliver sendt i sin nuværende udformning. Økonomiudvalget har nemlig efter at have tænkt nærmere over sagen fundet ud af, at det nok ikke er så god en ide at nævne fire forskellige muligheder i en sådan dispensationsansøgning. - Det er svært at skrive til en minister, at Skagen Kommune gerne vil have dispensation til at bruge for eksempel 64 millioner kroner til et kulturhus uden at kunne forklare, hvad der kommer ud af det, ligesom det også vil virke noget specielt at bede om tilsagn fra Frederikshavn og Sæby kommuner i en sådan situation, så jeg er i hvert fald kommet til den erkendelse, at vi må tage sagen op i byrådet igen og forsøge at reducere de fire muligheder, der er nævnt i udkastet, til to muligheder, forklarer borgmester Hans Rex (V). Hvorfor der skulle gå næsten tre måneder, inden man politisk er nået frem til denne erkendelse, vil måske være svært for nogle af læserne at forstå. - Det har altså været noget af en opgave at få sådan et brev strikket sammen, så det står soleklart. Det fandt vi først for alvor ud af, da vi skrev på det efter det forrige økonomiudvalgsmøde, og konklusionen blev, at det måtte en tur omkring økonomiudvalget igen, siger borgmesteren. To muligheder var faktisk også det, som administrationen havde lagt op, og som økonomiudvalget valgte at indstille til byrådsmødet, da økonomiudvalget drøftede sagen 28. februar i år. Den ene mulighed var etablering af et kulturhus på en del af Kappelborgskolen, og den anden mulighed var at bygge et helt nyt kulturhus. I forbindelse med diskussionen i byrådssalen 7. marts i år blev det så til fire muligheder, der skulle undersøges hvad angår økonomi og mulighed for godkendelse i Indenrigs- og Sundhedsministeriet og accept fra Frederikshavn og Sæby kommuner. Og disse fire muligheder vil man så på byrådsmødet mandag aften forsøge at barbere ned til to. - Det her er under al kritik. På byrådsmødet i marts vedtog vi, at der skulle sendes et brev til ministeriet med anmodning om dispensation, og dette brev burde have været sendt af sted umiddelbart efter byrådsmødet. Nu har vi spildt næsten tre måneder. Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor der skulle gå så lang tid, og jeg har flere gange spurgt, om der ikke snart sker noget i sagen, siger 1. viceborgmester Bjarne Kvist (S). - Nu har vi udkastet til brevet, og hvis vi mandag aften kan blive enige om kun at nævne to muligheder i ansøgningen, kan brevet hurtigt rettes til, så det er klar til at sende, siger Hans Rex.