Kulturhus kræver debat

EMNER 15. februar 2005 05:00

KOMMENTAR: Vi må med raske skridt nærme os en afgørelse på spørgsmålet; Skal vi have et kulturhus i Skagen eller ej? Mange gode kræfter har i rigtig lang tid arbejdet med tanker og projekter, og i langt de fleste tilfælde har de gode mennesker præsteret noget, der enten har givet stof til eftertanke eller direkte kan bruges til noget fornuftigt. De mennesker fortjener noget respons i form af handling, som vi ikke har set meget af fra kommunens side. Alt for meget gemmes bort i alt for mange undersøgelser, og vi må også erkende, at debatten om kulturhus eller ej bærer præg af de folkevalgtes manglende lyst til at tage del i en debat. Det er synd, men så må vi i stedet glædes over, at andre har haft lyst og mod til at stå frem. Det gælder for eksempel formanden for Skagen Kultur- og Fritidscenter, som tidligere var fremme med tanken om, at et kulturhus synes oplagt at placere i forbindelse med Skagen Kultur- og Fritidscenter. Formandens tanker blev forleden fulgte op af halinspektøren, som på NORDJYSKEs opfordring hev et ældre projekt op af skuffen, og det viste sig efter manges mening stadig at være en rigtig god ide. Siden NORDJYSKE præsenterede projektet med biograf, teatersal, museum for nutidig skagenkunst, lokaler til en lang række foreninger og klubber med meget mere, har vi modtaget mange tilkendegivelser om det rigtige i den ide. Det er flot og modigt at turde stå frem med store tanker - visioner - for her i byen er det ikke altid, initiativ belønnes efter fortjeneste. Det er godt gået af "hallens folk", og nu ville det være fint med nogle reaktioner også fra de vælgere, andre vælgere har valgt til at repræsentere os alle.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...