EMNER

Kulturhus til alle skagboer, tak

Året er ved at rinde ud og dermed også de gamle kommuner. Det vil NORDJYSKE Medier naturligvis sætte fokus på i årets sidste måned, og der er nok at tage fat på. Kulturhuset i Skagen er blot ét af mange uafklarede spørgsmål i Ny Frederikshavn Kommune. Heldigvis varsler politikerne ønske om en hurtig afklaring af spørgsmålet, og der vil sandsynligvis blive folkeafstemning om kulturhuset i Skagen i årets første måneder. Derefter kan politikerne så begynde for alvor at beslutte formen på kulturhuset, og uanset om det bliver i den nedlagte Kappelborgskolen eller et andet sted, skal skagboerne naturligvis have et kulturhus. Spørgsmålet er så bare, hvor vigtigt det er for de lokale at få et kulturhus, og spørgsmålet er også, om det skal være et hus for de unge, de ældre eller måske for begge grupperingen. Og spørgsmålet er naturligvis også, hvad det må og kan koste i en tid, hvor der tilsyneladende bliver færre penge til både unge og ældre. Lad os få en løsning, som giver skagboerne et kulturhus med plads til mange. Lad det blive et hus, hvor der kan være folkelig kultur for alle og ikke kun finkultur for de få. Der skal naturligvis være rigtig god plads også til de unge, for det er jo de unge, der bliver ældre og dermed også bliver lokalsamfundets fremtid. Det er måske fristende at bygge kulturhus med tanke på de mange, der gæster Skagen på deltid og som har råd til det meste, men det er meget vigtigt at holde fast i, at dette kulturhus bestemt også skal være for de lokale og herunder også meget gerne fange interessen hos de unge, der i dag driver rundt og ikke har noget fornuftigt at tage sig til. Det ville da være rigtig kultur at få skagboerne samlet om dette kulturhus, at få etableret noget mere kontakt og samarbejde på tværs af generationer i håb om at få skabt et bæredygtigt lokalsamfund med plads til alle. NORDJYSKE giver her i disse spalter meget gerne plads til indlæg både fra skagboer og andre, der har en mening om et kulturhus i Skagen. Har Ny Frederikshavn Kommune råd til det? Har Ny Frederikshavn Kommune råd til at lade være?