Lokalpolitik

Kulturhusdebat rejser mange nye spørgsmål

Kulturhus: Der har i den seneste tid været skrevet meget om planerne om et nyt kulturhus i Skagen. Ud over de mange kultur- og fritidsaktiviteter, et sådant center kan tilbyde, burde det være oplagt også at overveje, på hvilken måde det kan indgå i planerne for at udvikle Skagens erhvervsliv i de kommende årtier. Når så mange kommuner og byer i disse år etablerer kulturhuse og nye museer, sker det ikke af idealisme og en pludselig interesse for kunst og kultur. Det er udtryk for en strategisk planlægning for at få andel i fremtidens erhverv og beskæftigelse. For Skagen vil en så formen placering af et kulturhus midt i bycentrum samtidig kunne støtte handelslivet og turismen. Det erklærede mål for disse områder er at udvide sæsonen. Dette kunne støttes med tilbud og aktiviteter, også i de stille perioder - med mindre det kun er vinterbadere, man sigter mod! Et aktivitetscenter midt i byen kunne måske også støtte samarbejdet med deltidsskagboerne og få dem til at lægge flere aktiviteter i byen, som beskrevet af flere af debatdeltagerne. Kommunens holdning er, efter hvad Nordjyske Stiftstidende kan berette: At man er for sent ude, fanget i spærretiden for den ny kommunesammenlægning. At man har fået den geniale idé, at et salg af skolen vil give en pose penge. Og, at hvis man overhovedet skal have et kulturhus, så skal det placeres i en afkrog af byen, hvor kun lokalkendte kan finde det, og det med sikkerhed ikke vil støtte bylivet. Dette rejser en række spørgsmål: Hvem har sovet i timen? Er det en bevidst trækken sagen i langdrag eller udtryk for simpel ubegavethed? Hvorfor demonstrerer kommunen uvilje mod at gå i dialog med egne borgere? Hvorfor kunne forløbet ikke foregå i åbenhed, som det var forudsat i begyndelsen? Og hvorfor har kommunen sådan et kissejav med at sælge ud af Skagens værdier? Hvem gavner det? (Forkortet af redaktionen)