Kulturhusets glade aften
Hundredvis af børn hyggede og festede ved Danmarks største klassefest på hovedbiblioteket i Aalborg
Biblioteket er absolut andet end blot bøger. Tvivlere kunne forvisse sig om det fredag aften, hvor både lydniveau og besøgstal var noget højere end normalt i kulturhuset i Rendsburggade.
Trods hård konkurrence fra Disneyshow, fredagsslik i sofahjørnet og X Factor valgte rigtig mange børn/unge at bruge fredag aften på at feste og hygge sig sammen med jævnaldrende ved Danmarks største klassefest - som arrangøren, Aalborg Biobliotekerne, kalder festen for elever i 5. til 10. klasse..
- Biblioteket er ikke kun et sted med bøger. Vi vil gerne vise, at det også er et sted, hvor folk mødes. Et sted, hvor man kan være med i et interessefællesskab. Vi vil gerne vise, at et bibliotek er et sted for alle, fortæller Christian Langelund Hansen, læringskoordinator.
Over alt var der liv og glade dage.
- Det er fedt, lød det fra en pige, som netop havde fået sprøjtemalet en tatovering på sin overarm.
Aftenens mest populære sted var uden sammeligning den mørke kælder - bogmagasinet.
Her sørgede FunCenter Aalborg for, at man kunne få en vild omgang lasergame.
Der var kø til trappen ned til det forjættede land. I fire minutter kunne man løbe rundt mellem bogreolerne efter først at have fået nogle minutters introduktion af Søren Koch. Efterhånden som aftenen skred frem blev hans stemme mere og mere rusten af de mange gentagelser, for der kom hele tiden nye krigere.
Og joh, man kunne også som ganske almindelig bruger af biblioteket komme og låne en bog eller gå på nettet.
- Biblioteket er et sted for alle, mindede Christian Langelund Hansen om og glædede sig over, at så mange børn og unge havde valgt klassefesten blandt de mange kulturelle fredagstilbud.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.