Kulturkampens slagmarker

Anders Fogh Rasmussens opgør med "fortidens tankegang" breder sig over vidt forskellige emner

Opgør med historien: På 60-års dagen for samarbejdspolitikkens sammenbrud angreb statsministeren den for at være moralsk forkastelig. Det borgerlige opgør med historien blev allerede indledt, da Bertel Haarder og historikeren Bent Jensen førte an i opgøret med de danske kommunist-sympatisører under den kolde krig Opgør med debatten: Brian Mikkelsen rider forrest i et angreb på det venstreorienterede debatklima i 70'erne, som han mener, trækker spor helt op til i dag. Den politiske korrekthed er først blevet pillet fra hinanden med den borgerlige regering. Kritikerne siger, at de borgerlige er så hævngerrige, at den politiske korrekthed er blevet genindført med omvendt fortegn - at det nu er blevet forbudt at bruge humanistiske argumenter. Opgør med smagsdommerne: Angrebet blev lanceret i Foghs nytårstale 2001, hvor "ekspertværldet" fik skylden for, at mange (borgerlige) synspunkter blev afvist uden videre. Konsekvensen blev nedlæggelsen af en række råd og nævn. Særligt markant var ansættelse af statistikeren Bjørn Lomborg som direktør i Miljøinstituttet. Seneste er regeringen blevet beskyldt for "omvendt smagsdommeri" ved at ansætte den borgerlige ideolog Claes Kastholm som formand for Statens Litteraturråd. Opgør med medierne: Danmarks Radio får ny borgerlig bestyrelse efter valget. Dansk Folkepartis medlem, Søren Espersen, og Venstres medlem, Karsten Madsen, kritiserer navngivne journalister og organisationen i sin helhed for stadig at være venstrefløjens talerør. Ifølge de borgelige er "pluralismen" blevet undertrykt. Ansvaret for DR's nyheder bliver taget ud af nyhedsdirektør Lisbeth Knudsens hænder og splittet op i to mindre enheder. TV2 bliver sat til salg Opgør med folkeskolen: Anders Fogh Rasmussen lancerer i det nye regeringsgrundlag "Vækst, Velfærd og Fornyelse II" et opgør med hvad han kalder "rundkredspædagogikken" og "den hidtige pædagogik- og læringsfilosofi". Flere læseplaner, karakterer og prøver skal styrke elevens individuelle, boglige kunnen. Opgør med retspolitikken: "Fortidens blødsødenhed og konsekvensløshed skal bekæmpes", hedder det i det nye regeringsgrundlag. Bla. med højere straffe for at besidde narko og knive, og hårdere sanktioner over for kriminelle under 15 år. Kriminalitet er aldrig samfundets skyld, siger regeringen. Mantraet er som i andre sammenhænge "personligt ansvar". ...Og endeligt: Opgør med Staten: - Teksten i 'Vækst, Velfærd og Fornyelse II' er gennemsyret med budskabet om, at staten skal træde mere i baggrunden, og individet mere i front. Tanken er essensen i statsministerens kulturkamp: Den enkelte borger skal tage mere ansvar for sit eget liv og belønnes. Hvis borgeren ikke tager ansvar, skal det have konsekvenser. - Princippet er i praksis gennemført på integrationsområdet, hvilket statsministeren gerne fremhæver. - Regeringen har dog ingen konkret plan for en omlægning af velfærdsstaten. I stedet skal borgerne "påvirkes" og eventuelle ændringer ske med "små skridt". Derfor kalder kritikerne Anders Foghs værdidebat for tom snak.