Detailhandel

Kulturkøbmandens fremtid under overvejelse

Formanden for den lokale købmand i St. Brøndum leder efter nye kræfter

ST. BRØNDUM: Hvad skal der ske med Kulturkøbmanden? Det spørger formanden for den selvejende institution, Vita Baisgaard, om efter knap 11 måneders drift af den nye købmandsbutik. Hun giver selv to svarmuligheder: Enten får institutionen fat i en ny uddeler, eller også kommer købmanden over på frivilliges hænder og bliver til en kiosk. Kulturkøbmanden åbnede dørene 4. december sidste år, efter at en række at byens borgere var gået sammen og havde købt butikken af den tidligere ejer Ester Jacobsen. Planen var at drive dagligvarebutikken i sammenhæng med de kulturelle aktiviteter i forsamlingshuset, der ligger lige ved siden af butikken. Willy Knudsen fra LokalBrugsen i Blenstrup har været uddeler i Kulturkøbmanden siden åbningen, og hans ansatte og frivillige fra St. Brøndum har passet butikken. Da der 1. oktober blev gjort status på samarbejdet mellem brugsen og de frivillige, var resultatet, at Willy Knudsen trækker sig ud af Kulturkøbmanden pr. 31. december. - Det er ikke, fordi der er underskud, men omsætningen er lige lille nok, siger formanden for Kulturkøbmanden Vita Baisgaard. Ifølge hende ophører samarbejdet i mindelighed, og hun forklarer, at der er trukket store veksler på Willy Knudsen og personalet, der har haft ekstra arbejde det seneste års tid. Nye muligheder Hun foreslår, at institutionen prøver at søge efter et par, der vil leje sig ind og stå i butikken samtidig med, at de tager sig af de kunstneriske arrangementer, der finder sted i de tilstødende lokaler. Hun ser også en mulighed i, at købmanden bliver lavet om til en kiosk, der skal drives af frivillige med et mindre vareudvalg og andre åbningstider. Vita Baisgaard siger, at hun selv handler andre steder, og at Kulturkøbmanden bliver brugt som et nærindkøbssted, mens de større indkøb foregår i Terndrup, Hadsund eller Aalborg. - Det bliver ikke hovedindkøbsstedet, og sådan er det. Hun forestiller sig, at stedet kan drives videre på et mindre plan med et varesortiment a la det, som mange benzinstationer har med et begrænset antal af de mest benyttede dagligvarer. Bliver ikke lukket Under alle omstændigheder skal indkøbsmuligheden i landsbyen med omkring 200 indbyggere ikke forsvinde. - Det er et stort plus for byen. Det er her, vi mødes og snakker om, hvem der er syg, eller hvem der skal have et barn. Og det bliver et stort tab, hvis stedet skal lukke. Alle vil komme til at savne det, fortæller Vita Baisgaard. Hun håber på en hurtig løsning, for hun frygter, at hvis købmanden er lukket i en måned, bliver det svært at få liv i den igen. Formanden forsikrer, at der vil blive gjort alt for, at det ikke sker. - Vi regner helt sikkert med at kunne fortsætte i en eller anden form. Jeg opfordrer derfor alle i omegnen til at give en hånd med, inden året slutter, siger hun.