Kulturminister: Find en løsning for fodboldens skyld

Mette Bock opfordrer DBU og Spillerforeningen til at finde en holdbar løsning på den verserende konflikt.

Ritzau
Mette Bock har været kulturminister siden november 2016. Foto: Henning Bagger/arkiv/Ritzau Scanpix
Fodbold 3. september 2018 13:40 - Opdateret 3. september 2018 15:43

FODBOLD: - Find en holdbar løsning - hurtigst muligt. For fodboldens skyld.

Sådan lyder det fra kulturminister Mette Bock (LA) i forbindelse med konflikten mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen om en ny landsholdsaftale.

Ministeren ønsker dog ikke at gå ind i selve konflikten.

- Men jeg opfordrer til, at de to parter sammen finder en løsning, siger hun i en skriftlig udmelding.

Hvor det sidste år var kvinderne, er det nu herrelandsholdet, der er endt i en strid med DBU om, hvordan de fremtidige vilkår på landsholdet skal se ud.

En stor knast i forhold til at nå til enighed om en ny landsholdsaftale omhandler de kommercielle rettigheder.

En upræcis aftale fra 2015 endte med en voldgiftssag og en regning på tre millioner kroner til DBU.

Derfor ønsker både DBU og spillerne helt klare linjer for, hvilke rettigheder parterne hver især har i forhold til reklamefremstød vedrørende landsholdet.

Danmark skal i denne uge spille mod Slovakiet i en venskabskamp og Wales i Nations League.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...