Kulturministeren afslører lokalt atlas

:Flere end 2000 bygninger og 20 landskaber er nu registreret som særligt interessante

Sport 21. september 2002 08:00

NIBE: For omkring en halv million kroner er Nibe Kommune nu et digert værk rigere med fyldige registreringer af interessante bygninger og landskaber - et såkaldt kommuneatlas, som enhver kommune med bare nogenlunde respekt for sig selv bør have. Det mener i hvert fald kulturminister Brian Mikkelsen (K), der i går - på dagen for rygterne om hans snarlige udnævnelse til skatteminister - ankom til rådhuset med at større følge af embedsmænd for at præsentere Nibe-udgaven. Betalt af Nibe Kommune og staten, der hver har spyttet 250.000 kroner i projektet, som for første gang systematisk registrerer 2106 udvalgte bygninger og 20 såkaldte landskabsmiljøer i hele kommunen. - Et uvurderligt opslagsværk til brug ikke blot her i kommunen i sager om bevarelse, men i høj grad også for kulturarvstyrelsen, for det er Jer her på stedet, der kender området bedst, og jeg har masser af ros til overs for samarbejdet mellem styrelsen og den lokale følgegruppe, sagde Brian Mikkelsen, inden han tog på byvandring i Nibe. Først passerede han byens eneste fredede hus i klasse A: Færchs Gaard. De to øvrige totalt-fredede bygninger i kommunen omfatter den gamle del af Lundbæk Landbrugsskole og Vaar Hovedgaard, i folkemunde Waar Slot, i Vaar ved Farstrup. - Nok er der kun tre fredede bygninger i kommunen, men der er masser at tage fat på også landskabsmæssigt, eksempelvis langs kystlinien, vurderer kulturministeren. Det flerfarvede kommuneatlas med masser af fotos og kort koster omkring 100 kroner i handelen, og er intil nu trykt i 1000 eksemplarer.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...