Politik

Kulturministeren går på orlov fra fredag

Joy Mogensen bliver under sin orlov erstattet af partifællerne Benny Engelbrecht og Rasmus Prehn.

Kulturminister Joy Mogensen (S) går fredag på orlov og bliver afløst af Benny Engelbrecht og Rasmus Prehn. (Arkivfoto).

Kulturminister Joy Mogensen (S) går fredag på orlov og bliver afløst af Benny Engelbrecht og Rasmus Prehn. (Arkivfoto).

KØBENHAVN:Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S) går på orlov fra fredag den 4. oktober.

- Kulturminister og kirkeminister Joy Mogensen er fraværende som følge af orlov fra den 4. oktober og indtil videre, skriver Statsministeriet i en meddelelse.

- Statsministeren har derfor indstillet til Hendes Majestæt Dronningen, at minister for udviklingssamarbejde Rasmus Prehn i denne periode fungerer som kulturminister, og at transportminister Benny Engelbrecht i denne periode fungerer som kirkeminister, hedder det videre.

Det oplyses ikke, hvornår Joy Mogensen venter at komme tilbage.

Joy Mogensen blev udnævnt til kultur- og kirkeminister fra sin post som borgmester i Roskilde Kommune. Her overtog Tomas Breddam (S) borgmesterposten, da Joy Mogensen blev udnævnt til minister.

Joy Mogensen er gravid og har tidligere oplyst, at hun vil gå på orlov fra oktober.

Den 39-årige minister får varme tanker med på vejen af sin partifælle og afløser på ministerposten Benny Engelbrecht.

- Min gode ministerkollega Joy Mogensen, kultur- og kirkeminister, går på barsel fra i morgen, og derfor har jeg æren af at overtage hendes opgaver i Kirkeministeriet, skriver han på Twitter.

- Jeg glæder mig til at supplere mine opgaver som transportminister med opgaven som fungerende kirkeminister, men først og fremmest ser jeg frem til at møde Joys lille ny.

Joy Mogensen annoncerede i april, at hun efter to års fertilitetsbehandling var blevet gravid med en anonym sæddonor.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst