Sport

Kulturministeren skal redegøre for Tina Turners honorar

København, lørdag /ritzau/ Fik Tina Turner 10 mio. kr. for sin optræden i Parken, og hvad er H.C. Andersen-midlerne i øvrigt brugt til. Det vil Folketingets kulturudvalg have svar på. Den storstilede fejring af 200-året for H.C. Andersens fødsel og ikke mindst højdepunktet gallashowet "Once Upon a Time" i Parken den 2. april lander nu på den konservative kulturminister Brian Mikkelsens bord. Det er Folketingets kulturudvalg, der har bedt ministeren svare på en byge af spørgsmål i forbindelse med H.C. Andersen-fejringen, som staten har bidraget til med omkring 75 millioner kroner. Brian Mikkelsen skal blandt andet oplyse, om det er korrekt, at den aldrende rocklegende Tina Turner modtog 10 millioner kroner for sin medvirken i H.C. Andersen-showet. Samtidig vil udvalget vide, om showet reklamerede med og havde til formål at indsamle penge til ABC-fonden, der skal bekæmpe analfabetisme blandt børn og unge i - og om ministeren i givet fald kan bekræfte, at der ikke var noget overskud til fonden. Desuden opfordres ministeren til at bede H.C. Andersen-fonden give en nøjagtig redegørelse for anvendelse af de økonomiske midler til aktiviteter i H.C. Andersen-året - set i lyset af, at fonden har modtaget betydelige offentlige tilskud, som det formuleres. Tina Turner var hovednavnet ved det store hyldestshow, og det har været fremme, at hun modtog 10 millioner kroner for sin optræden. Desuden har det vakt undren, at der tilsyneladende ikke har været noget overskud på arrangementet på trods af, at der angiveligt blev reklameret med, at pengene ville gå til ABC-fonden, hvis formål er at bekæmpe analfabetisme blandt børn og unge i udviklingslandene. Næstformand i Kulturudvalget, Louise Frevert fra Dansk Folkeparti, siger til Ritzau, at problemet er, at man har blandet fondspenge med skatteyderpenge og brugt så mange penge på et show, at der ikke er nogen penge tilbage til velgørenhedsarbejde. - Alt det her er forgået i privat regie og derfor uden for vores hænder. Og i princippet er jeg døduenig i, at man skal åbne op for at gennemstråle private fonde. Det er et skråplan. Men her mener jeg, at man må gøre en undtagelse. Når man åbent har sagt, at der kom et overskud, og at det ville gå til velgørenhedsarbejde, så er det trods alt skatteydernes penge, der er brugt, og så må vi vide, hvad de er gået til, siger Louise Frevert. /ritzau/