Fødevarer

Kulturnat åbner øjnene for nye muligheder

Foreninger benytter Kulturnatten til at markedsføre sig selv overfor et stort publikum

HJØRRING:I forbindelse med kulturnatten åbner mange forretninger, banker og institutioner dørene ekstraordinært, men også på anden måde virker arrangementet som en øjenåbner. Mange interesseorganisationer og foreninger har opdaget, at aftenen faktisk er en rigtig god måde at præsentere sig selv på. Én af dem, der virkelig havde fået øjnene op for det fredag aften, var landbrugets organisationer, som havde taget opstilling på Vendelbopladsen. -Vi vil gerne pleje landbrugets image, fortalte 4H-konsulent Hanne Hedegaard. De fire H'er står for hånd, hoved, hjerte og helbred. Det er landbrugets organisation for børn og unge, og den bygger på, at børn og unge skal lære ved at udføre. Derfor havde børn og unge også mulighed for at få pandekager - bagt af dem selv. - De skal bruge mælk fra koen og mel, som de selv maler. Vores mål er, at børnene skal se, hvor maden kommer fra, og hvordan man laver mad, fortalte Hanne Hedegaard. Koen tiltrak i alle-højeste grad børnene. Der var nærmest kø for at få lov at malke et glas dejlig varm mælk. - Det er klart, at vi benytter chancen til at præsentere os, når der nu er så mange mennesker i byen. Til september vender vi så invitationen rundt, idet vi arrangerer Åbent Landbrug, hvor vi inviterer byboerne ud for at se det virkelige landbrug, sagde Hanne Hedegaard. Spillede bridge Et andet sted i byen sad fire mennesker fredeligt på gaden i dyb koncentration. Foran boghandler Betty Mogensen blev der spillet bridge. Det var bestyrelsen for Bridgeklubben af 1973, Hjørring, som på denne måde ville gøre opmærksom på sig selv: - Vi sidder her, fordi vi så gerne vil have nogle flere mennesker til at spille bridge, sagde Lene Høybye, som i klubben underviser de andre spillere. Klubben spiller på Sysseltinget hver torsdag aften vinteren igennem. - De mange små foreninger, der kommer til Kulturnatten og viser, hvad de går og laver i vinterens løb er en vigtig del af arrangementet, siger en af arrangørerne, handelschef Søren Kærholm.