Kulturnat med knaldeffekt

Biblioteker 6. oktober 2002 08:00

FREDERIKSHAVN: Anne Louise Nielsen og Jeppe Jensen tryllebandt drenge og piger i alle aldre med et tju-bang show om naturvidenskabens muligheder og begrænsninger på Frederikshavn Bibliotek i går, endnu før mørket havde sænket sig over kulturnatten. Makkerparret studerer på Aalborg Universitet til henholdsivs ingeniør og biokemiker og er samtidig på universitetets lønningsliste som gøglere, der skal nedbryde fordomme om naturvidenskabens uendelige kedsommelighed. Det gjorde de ved at blæse varmluftballoner op under bibliotekets tag, sende hjemmelavede raketter til vejrs, brænde sukker af og få en mini-zeppeliner med brint til at futte af. Uden for biblioteket, hvor ungdomsskolen holdt til med klatrevæg og brandvæsenet gav opvisning, var det regnfuldt og blæsende, og her kneb det med at lokke publikum ud. Til gengæld var der stuvende fuldt til den endeløse række af arrangementer inde i biblioteket. Det samme var tilfældet på Kunstmuseet ved præsentionen af en ny cd med sange af Tage Mortensen sunget af forskellige kor. Også i Abildgård Kirke, svømmehallen, Maskinhallen, Colosseum og Frimurerlogen var der kulturnatarrangementer, og arkivar Erik Christensen tog interesserede med på historisk og kulturel pubcrawl gennem byens natteliv. Hvornår de kom hjem, kan vi gode grunde ikke berette. Det var nemlig langt efter avisen var gået i trykken. Men kulturnatten på biblioteket sluttede kl. 02.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...