Lokalpolitik

Kulturpark med vand, kultur og bøger

Kulturhus-byggeri får ny placering, så der også bliver plads til svømmehal

SÆBY:Sæbys nye kulturpark er nu for alvor ved at tage form. Biblioteket er forlængst opført, og på byrådsmødet tirsdag aften besluttede de folkevalgte at flytte anden etape af storbyggeriet foran rådhuset. Det var oprindelig meningen, at kulturhuset inklusiv den nye musikskole skal ligge vest eller nordvest for biblioteket. Men nu flyttes byggeriet ned på den del af grunden, der ligger tættest på seniorbyggeriet Rådhusparken. Som omtalt på forsiden af dagens avis, har det vakt vrede blandt beboerne, der frygter støjproblemer fra musikskolen og den øgede trafik. Byrådet besluttede at flytte byggeriet uden forudgående offentlig debat. Baggrunden er, at det haster med at få byggeriet i gang. 1. juli næste år skal musikskolen rykke ud af den gamle skole i midtbyen, og så skulle de nye kulturhus helst stå klar. - Derfor er vi nødt til at træffe nogle beslutninger, så arkitekter og andre kan arbejde videre med projektet sommeren over, forklarede borgmester Folmer Hansen på byrådsmødet. Debatten afslørede, at byrådsfletallet ønsker at flytte kulturhuset for at reservere plads til en kommende svømmehal i kulturparken. Beboerne i Rådhusparken forstår dog ikke, hvorfor svømmehallen absolut skal ligge ved biblioteket og kulturhuset. - Vi kan protestere mod det, men der er ingen, der lytter til os, konstaterer en af beboerne, Vagner Melgaard. Han overværede byrådsmødet og er stærkt fortørnet over, at byrådsmedlem Brian Pedersen (S) kaldte seniorbeyggelsen for ”Rynkeby”. - Men det siger alt om, hvilket syn man har på os, konstaterer han. Det er dog en kendsgerning, at byggeriet flyttes. Både Venstre og Socialdemokratiet lagde stemmer til, mens T-medlemmerne og den konservative Flemming Sten (C) enten stemte imod eller undlod at stemme. Byrådet besluttede endvidere, at kulturhuset skal opføres af kakler og mursten og ikke af kakler og indfarvet beton, som ellers ville have været en billigere løsning. Endelig besluttede byrådet, at man skal bede om alternetive forslag til materialevalg, når byggeriet kommer ud i licitation.