Kulturpris på bankbogen

Pris gav masser af opmærksomhed, men økonomien er usikker

Litteratur 9. februar 2003 07:00

Pengene står trygt og godt på kontoen og venter på, at Det Hem'lige Teater får råd til at bruge dem til det, man gerne vil - nemlig udvikling og inspiration. - Hele vores økonomiske situation er så usikker, at vi har valgt at gemme pengene. Vi vil helst ikke lade de 100.000 kr. indgå i driften, men med de nedskæringer, der har truet det sidste års tid, kan det blive nødvendigt, siger Flemming Lindvang, den glade modtager af sidste ås Kulturpris. Man bliver enormt glad for sådan en pris, understreger han. Især dén pris, som han anser for at være den vigtigste i Nordjylland. - Kulturprisen skabte en masse positiv opmærksomhed, og vi fik rigtigt mange positive tilkendegivelser i forbindelse med prisen, siger Flemming Lindvang. Han ser den som en stor anerkendelse og et skulderklap for den indsats, han sammen med de mange, der har præget Det Hem'lige Teater i årenes løb har lagt i det nordjyske kulturliv. Og så hemmeligt har det jo heller ikke være, selvom pengene har været usikre. I sommeren 2002 lavede Det hem'lige Teater en meget flot forestilling på C.W. Obels Plads - en totalforestilling i byens rum. Forestillingen "East Side Story" er en moderne version af "Laser og Pjalter", der blev til musicalen "West Side Story" og i det hem'liges version fik en ny drejning af forfatteren Thomas Malling, der har omplantet historien til Moskva efter murens fald. Og i december fik publikum juleforestilingen "Ensomme hjerter" i december, inspireret af Beatles "Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band".

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...