Kulturrysteren

Klus Rifbjerg fylder 80 år torsdag 15. december

43
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Den unge Rifbjerg 1961 - kunne han virkelig se så nydelig ud?

Så runder han de fire snese i fuld vigør og med et utal af bøger bag sig. Han blev banebrydende for sin generation. Rifbjerg opdagede nemlig hurtigt, at han kunne noget med ordene, han kunne fremtrylle dem og benytte dem efter sit behov - han blev tidligt deres behersker i en sådan grad, at hans sprog er blevet hans personlighedsstempel. Og han benyttede sig af det! Naturligvis til at skrive bøger, men så sandelig også til polemik. Som August Strindberg trekvart århundrede før ham havde ryddet op blandt sine fjender i det svenske kulturliv, fik Rifbjerg i skarpe artikler og i bugnende romaner luft for sin trodsige og ofte hensynsløse forargelyst. Det kunne gå ud over anmelderne som i "Spinatfugle", hvor blandt mange anmeldere som Jens Kruuse og Jens Kistrup portrætteredes, eller i "Marts 1970", hvor Niels Egebak og ikke mindst Niels Barfoed stod for skud. Ordene blev til fleuretter, så gnistrende og blændende i deres virkninger, at de næsten tog sig ud som et luftsyn, der skjulte mennesket, der stod bag dem. Med ham kom noget ganske nyt ind i den danske litteratur for en generation, der var opdraget med Martin A. Hansen og "Heretica". Rifbjerg tolkede i sine bøger denne generations eksistentielle og kulturelle fornødenheder fra første færd, og han fik gjort effektivt op med hereticanske holdninger, så effektivt, at navne som Martin A. Hansen gik bagud af dansen i mange, mange år. Martin A. Hansen var jo kommet med sit bud på vejen ud af krisen: almuekulturen. Underligt abstrakt var det for os. I "Jonathans Rejse" forsøgte han at indkredse, hvad han forstod ved almuesind. Det udfoldede sig i en harmonisk og ukompliceret livsform, næsten på linje med de primitive kulturer. Det kunne næsten virke som et svar på en krise i samtidens menneskeliv. Martin A. Hansen snakkede om rodfæstethed og et fællesskab, hvor jeget trådte tilbage for helheden. Forstod vi det? Ikke rigtigt; meget af det var uklare og svævende stemningsudgydelser, en slags Bragesnak, for vi var rodløse og rastløse individualister, der oplevede verden som splittet. Der var over hereticanerne for megen fantasi, for lidt virkelighed, for megen ånd, for lidt vilje - kort sagt for megen svæven. Og hvordan skulle vi blive andet end tvivlrådige og stundesløse, for vi analyserede og ræsonnerede? Vi var opdraget i førkrigstidens idealer og havde oplevet en verdenskrig, hvor alle de indlærte idealer og normer var borte. Og nu fik vi besked på, at vi skulle forandre os - fra hvad til hvad? spurgte vi, og svarene var altid abstrakte, noget med, at vi skulle "ødes i vor form", som Ole Wivel skrev. Vi var ikke kommunister, men vi kendte godt Lenins formulering om, at sandheden altid er konkret, og det var det konkrete, vi savnede. Men så skete der noget. Klaus Rifbjerg debuterede med en digtsamling, hvor sandheden netop var forunderlig konkret. "Under vejr med mig selv" hed den med slet skjult reference til Henrik Pontoppidans erindringer "Undervejs til mig selv". Her var vor egen tilværelse skildret med humor og sorgløs selvfølgelighed: her var værtshuslivet og det førægteskabelige samliv. Her var ingen hereticanske kryptiske og abstrakte dybsindigheder, men en livslyst og trang til at gå i clinch med tilværelsen, sådan som den nu engang var. Der var jo nok at tage sig af, opdagede vi. Og så kom der en roman af Klaus Rifbjerg. "Den kroniske uskyld" hed den, og Hans Brix kaldte den i en anmeldelse for en ørkenvandring - uden beduiner. Han var altid så rap i bemærkningerne, sjov at læse og skarp i analysen, men han lod sjældent en god lejlighed gå fra sig til en pågående vending - undertiden da vist også blot vendingen for vendingens egen skyld. Men vi læste den og erindrede en hel del om os selv i de to pubertetsdrenge. Den bog var en forløsning. Det var en ny form for prosa, en ny stil. De to bøger var med til at give tilværelsen fylde. Åbent talte man i halvtredserne om en kulturpause, ventetiden kaldte nogen den. Nu måtte efterkrigstiden da være holdt op, så at vi kunne få taget hul på en ny tid - vor tid. Rifbjerg tolkede vor position fornemt i sin nyrealistiske roman "Arkivet" fra 1967. Tidsskriftet "Heretica" var gået ind i 1953, og det blev efterfulgt af "Vindrosen". Til at begynde med lagde det sig ret tæt op ad den hereticanske linje, men i 1959 skete der for alvor et sporskifte. To unge forfattere kom til: et umage, men kompletterende par Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg, og nu kom det helt nye forfatternavne på repertoiret: Jørgen Sonne, Peter Seeberg, Svend Aage Madsen, mens gamle bekendte som Jørgen Gustava Brandt og Ivan Malinovski fulgte med over fra "Heretica", men de udviklede sig i nye personlige retninger. Og i det første nummer trådte den teoretiske bannerfører for den nye retning frem: Den godt 30-årige dansklærer ved Ingrid Jespersens Skole og anmelder ved "Information" Torben Brostrøm skrev om "Det umådelige mådehold" i et forsøg på at indkredse, hvad modernisme, som den nye retning var blevet døbt, egentlig var for noget: Var det en holdning? Var det en stil? Så fik vi i 1960 vor sag for. Rifbjerg udkom med digtsamlingen "Konfrontation". Det var en helt ny slags lyrik eller poesi eller endnu bedre digte - og bedre blev det da ikke i 1961 med den vanskeligt tilgængelige "Camouflage". Vi havde ikke rigtig redskaberne til at åbne den slags digtning. Johan Fjord Jensens "Den ny kritik" fra 1962 hjalp os med sin nærlæsningsmetode på vej, og Torben Brostrøms "Poetisk kermesse" og antologien over ung dansk lyrik "Den ny poesi", begge fra 1962 var en givtig og kærkommen håndsrækning. I august 1963 stævnede mange dansklærere mod Askov, hvor Dansklærerforeningen holdt et banebrydende kursus med den senere rektor for Hasseris Gymnasium Thomas Jørgensen som primus motor. Her hørte vi om den moderne digtning, og mange af forfatterne var der: Jørgen Gustava Brandt og Klaus Rifbjerg bl. a., og de deltog ivrigt og vejledende i diskussionerne. I 1962 var Rifbjergs "Voliere" udkommet, og digtet "Fasan" blev af kursisterne trukket frem gang på gang: Var det ikke et ironisk digt over dansklærernes måde at læse et digt på? Men for mange af os var mødet en slags åbenbaring. Vi følte, at vi havde fået fat på en ende i denne konfrontationslyrik. Og så gik der kun et par år, før "Amagerdigte" kom i 1965, en kortlægning af Rifbjergs Amager i barndommens dage, ofte holdt i en nyenkel, let tilgængelig stil. Og vendelboerne kiggede på omslaget, især dem fra Taars: Var det ikke …? Jo, det var Agnes Damhus fra Taars. Hun var nemlig husassistent hos familien Rifbjerg og Klaus Rifbjergs barnepige i 1937. Samme år kom der endnu en hjælpende hånd. Denne gang fra gymnasielektoren ved Kolding Gymnasium Steffen Hejlskov Larsen, der med sin bog "Om at læse moderne poesi" forsøgte at lægge digtenes sprog i planer gennem analyser af metaforerne. Men Rifbjerg sprøjtede bøger ud: snart var det revytekster sammen med Jesper Jensen, bl.a. "Gris på gaflen", snart libretto til en opera, snart film: "Weekend" og "Der var engang en krig" så vi da vist alle sammen, snart skuespil med "Udviklinger", som "Det danske Teater" sendte på landsturné i 1965/66 med bl.a. Birgit Brüel og Buster Larsen. Vi kiggede lidt på fotografiet af forfatteren i programmet: Så han virkelig så borgerlig ud, denne rebelske, københavnske kasketkarl? Så kom "Operaelskeren" i 1966 om det rationelle familiemenneske professor Franck, der på en kongres falder for en operasangerinde og langsomt frustreres over, at ikke alt kan måles og kontrolleres. "Anna (jeg) Anna" fra 1969 er en bog om en tvangsneurotisk kvinde hjemrejse, oplevet gennem hendes bevidsthed. Roman fulgte på roman, digtsamling på digtsamling og skuespil på skuespil. Det skulle vise sig, at barndommen og krigen er uudtømmelige kilder for Klaus Rifbjerg. Han vender tilbage til disse to emner - ja, endnu længere tilbage, men altid som et memento til vor tid om bl. a. demagoger - så sent som i trilogien om Esbern. Og han er en af vore politiske forfattere uden at være dogmatiker. Hans indfaldsvinkel er snarere af moralsk karakter og funderet på elementære retfærdighedskrav og medfølelse. Han mener, at det er en forfatters pligt at deltage i den politiske debat, for det er jo politikken, der skaber de almindelige menneskers livsvilkår, og det er faktisk ofte de gennemsnitlige, enkle mennesker, som Rifbjerg skriver om som i f.eks. "Arkivet", "Lonni og Karl" og "Lena Jørgensen, Klintevej 4". Den vidtfavnende erindringsroman "Alea" er med sin inddragelse af kendte kulturpersonligheder som Tom Kristensen, William Heinesen og Tove Ditlevsen endnu et eksempel på almindeligheden og på den kroniske uskyld og endnu et angreb på vor tid og et forsvar for humanismen. Humoren er et af Rifbjergs afvæbnende våben. Hans humor går ifølge sin natur imod alt det, der står stille, og den næres af og fænger ved berøring med det urimelige, det irrationelle, det fornuftstridige i hverdagen. Og han har sin store andel i, at borgerskabet efterhånden har mistet evnen til ar forarges over de litterære og virkelighedsnære forhold, som det ikke straks forstår. Hans bøger blev en anledning til selvransagelse. Han har stået model til mange angreb, men man virker ikke som smagsdommer og provokatør i tyve år ustraffet, men det er forsonende, at trætheden ikke har indfundet sig, at mismod og tvivl og bitterhed ikke har sat sig sjælelige spor. Er Rifbjerg så blevet det, tyskerne kalder ein Gegenschreiber, en mand, som kun vil skrive imod - imod alt, hvad han hører og ser? Nej. Alt, hvad han har skrevet, er først og fremmest gennemstrømmet af hans kunstnerglæde og hans kunstnervilje og kampen mod uretfærdighed. Hans skepsis er altid holdt oppe og båret højt af hans tro på mennesket.