Fjerritslev

Kun 2250 var til VesterhavsRock 2006

Arrangørerne opdagede fejl i registrering af solgte billetter

FJERRITSLEV:Der var ikke så mange gæster til VesterhavsRock 2006, som arrangørerne regnede med. Fintælling af billetsalget viser, at kun 2250 besøgte pladsen, og det er det laveste antal i de seneste fem år. - Optællingen på selve dagen var ikke god nok. Vi havde en fornemmelse af, at det var forkert, da vi sagde 2700-2800 gæster. Men vi kunne ikke gennemskue, hvad der var galt, fortæller arrangementets tovholder Morten Hedemann. - Det var salget af billetter på selve dagen, der snød os. Vi har aldrig tidligere solgt så mange billetter på selve dagen, og de er dyrere end billetter i forsalg. Salget i år ved indgangen var 700 større end sidste år. Morten Hedemann fortæller, at festivalbestyrelsen vil analysere mulige årsager til det lave antal gæster. - Jeg tror, at det våde vejr i 2005 har været medvirkende til, at publikum blev væk. Det kan også været valget af musik, der ikke har haft tilstrækkelig kraft til at tiltrække gæsterne. Mens der var væsentlig færre gæster end de sidste mange år, så var omsætningen af øl og spiritus ikke præget af nedgangen. - Omsætningen var på 400.000 kroner, mens den året før kun var på 325.000 kroner. I år solgte vi også spiritus, og havde åbnet et par timer i teltet efter selve koncerten. Disse tiltag vil vi helt sikkert fortsætte med næste år, fortæller Morten Hedemann. Arrangørerne venter et overskud på 140.000-150.000 kroner til deling mellem de fem idrætsforeninger.