Kun 80 er stadig uden arbejde, når Nestlé lukker

Hveranden fyret har fået nyt job eller går på pension

Frederikshavn 6. september 2002 08:00

HJØRRING: Fredag 27. september løber den sidste liter mælk gennem tørretårnene på Nestlés mælkepulverfabrik i Hjørring. En stor, gammel arbejdsplads lukker, og 80 mennesker står uden arbejde. Det er langt færre, end Nestlé-ledelsen havde frygtet, da beslutningen om at lukke efter 48 år blev offentliggjort i marts. - 90 medarbejdere på mejerivirksomheden, d.v.s. over halvdelen, har fundet andet arbejde eller er gået på efterløn eller pension, oplyser teknisk direktør for Nestlé Norden, John Stewart, der erklærer sig temmeligt godt tilfreds med situationen. En bevilling på næsten 3,2 mio. kr. fra EUs mål 3-program, socialfondsmidlerne, vil blive anvendt til uddannelse eller omskoling af de ansatte, som ikke har fundet andet arbejde. Hen over sommeren er medarbejderne blevet spurgt om ønsker og behov, og en mere grundig planlægning finder sted i forbindelse med en kompetence-afklaringsfase, der finder sted i slutningen af september og i begyndelsen af oktober. Det foregår som et samarbejde mellem Hjørring Kommune, erhvervskontoret, Nordjysk Kompetanceudvikling, EUC Nord, Hjørring Seminarium, AMU Nordjylland, VUC og virksomheden selv. I løbet af sommeren har Nestlé også støttet medarbejderne i jagten på nyt job ved at rundsende et katalog med ønsker, profiler og fotos til egnens virksomheder, fortæller John Stewart. Så mange har forladt virksomheden inden den sidste dag, at Nestlé har måttet ansætte 65 i midlertidige stillinger for at kunne drive fabrikken. Det store produktionsanlæg kommer sandsynligvis i brug igen, samlet eller delt. John Stewart oplyser, at der har været betydelig interesse for maskinerne, både fra andre fabrikker indenfor den multinationale koncern og fra fremmede fabrikker. Mest sandsynligt havner en del af det på en Nestlé-fabrik i Iran og en del i Rusland. Den anden del af Nestlé Hjørrring, dåsefabrikken med 110 ansatte, fortsætter, men under hvilken ejer er ikke afklaret. Nestlé aftager 90 pct. af fabrikkens produktion, men ønsker at sælge, fordi dåsefremstilling ligger udenfor koncernens kerneaktiviteter, fødevarer. - Vi stiller dog som en klar forudsætning til køberen, at fabrikken i Hjørrring skal bestå. Det er en god virksomhed, og som største aftager har vi en klar interesse i det, siger John Stewart. Salgsmaterialet er under udarbejdelse.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...