Lokalpolitik

Kun ambitionerne sætter grænser

"Kvinden bag det nye danmarkskort", er hun blevet kaldt. Rikke Hvilshøj (V) var i hvert fald med til at tænde bålet under amterne - og hun kan nå langt, mener hendes kolleger

KØBENHAVN:Som alle andre agurketider var sommeren 2002 præget af skarpe udmeldinger fra unge politikere, når den altså ikke stod på Tour de France i tv og bøffer på Weber-grillen. Den skarpeste udmelding var dog mere end en prøveballon, selv om Ole Stavad (S) straks karakteriserede udmeldingen som "årets sommeragurk". I et læserbrev skrev næstformanden i Venstres folketingsgruppe, 33-årige Rikke Hvilshøj, at hun mente, at amterne burde nedlægges. Dermed sagde hun højt, hvad mange kun tænkte, og blot et par måneder senere nedsatte regeringen den såkaldte strukturkommission, som i januar præsenterede sine tanker om det kommende danmarkskort. - Hun er ikke bange for at tage kontroversielle emner op, hvilket man jo så med hendes læserbrev. Det viser politisk mod, for dengang var der mange, der næsten anså det for kættersnak at tale om at nedlægge amterne, siger en anden ung Venstre-politiker, Peter Christensen, der har kendt Rikke Hvilshøj igennem mange år . Styr på gruppen At hun er en dygtig politiker, bliver sagt igen og igen, når man taler med hendes kolleger. - Hun er en utrolig saglig politiker, som ikke bare farer ud og kommenterer, hvad som helst. Hun mestrer også at styre gruppemøderne, når formanden ikke er der, selv om det er en stor gruppe med mange debatlystne folk, der skal holdes styr på, siger Peter Christensen. En anden af de unge Venstre-folk, Inge-Lene Ebdrup, kender Rikke Hvilshøj fra mange år i både Venstres Ungdom og Folketinget. - Hun er altid klar til at diskutere ting, og hun hjalp mig meget, da jeg var blevet valgt ind ved det seneste valg. Der er mange ting at sætte sig ind i, siger Inge-Lene Ebdrup, der også er fuld af lovord om privatpersonen Rikke Hvilshøj. - Hun er en stor menneskekender og et varmt menneske. Da jeg mistede min mand sidste år, var hun god til at ringe og spørge til, hvordan det gik, siger Inge-Lene Ebdrup. Selv om Rikke Hvilshøj får prædikatet ambitiøs fra mange sider, kan det imidlertid vise sig ikke at være nok. - Hun sætter altid familien højst, og hun er mor med stort M. Et rigtigt hjemmemenneske, der elsker at gå i haven, siger Inge-Lene Ebdrup om kollegaen, der har to børn i børnehavealderen. Indtil videre går det dog udmærket med den politiske karriere, selv om hun ikke blev minister efter det seneste valg, hvilket visse aviser ellers spåede. Efter kun seks år i Folketinget har Rikke Hvilshøj udover posten som næstformand i folketingsgruppen opnået titel af formand for Folketingets erhvervsudvalg. - Hun er meget målrettet og altid velforberedt, siger formanden for Venstres folketingsgruppe, Erik Larsen. Rikke Hvilshøj blev i Berlingske Tidende udnævnt til "kvinden bag det nye Danmarkskort". Det er at gå for vidt, hvis man spørger Erik Larsen, men hun har gods i sig til en stor fremtid i dansk politik, mener han. - Det er op til hende selv, for hun har kvalifikationerne. Hun vil kunne nå lige så langt, som hendes ambitioner rækker, siger han.