Kun bestyrelsen mødte op

ARENTSMINDE: Den over 60 år gamle Brovst Sogns Hesteforsikring har holdt sin årlige generalforsamling på Arentsminde Kro og Cafeteria. Formand og kasserer Lars Pedersen, Arentsminde, fortæller, at kun bestyrelses tre medlemmer deltog i generalforsamlingen. Formanden kunne berette, at foreningen har otte medlemmer og forsikrer på nuværende tidspunkt 14 heste. Lars Pedersen kunne endvidere fortælle, at foreningen har et mindre overskud på knap 600 kr. mod de forrige to års underskud, samt at foreningen har en ganske pæn formue. Foreningen fortsætter med samme bestyrelse som hidtil, hvilket vil sige formand og kasserer Lars Pedersen, næstformand Niels Erik Jensen, Telling, og sekretær Edel Jensen, Nr. Skovsgård. Førstesuppleant blev Karsten Larsen, Halvrimmen. Som voldgiftsmand valgtes Louise Pedersen. Brovst Sogns Hesteforsikring forsikrer alle typer heste, og præmien er to procent af forsikringssummen. Foreningens årlige taksation af de forsikrede heste er gennemført.