Kun brug for tre børnehaveklasser til august

SKAGEN:Alt tyder på, at Skagen allerede i det kommende skoleår må tage hul på en situation med kun tre spor i byens folkeskoler. Det ser nemlig ud til, at der til august oprettes én stor børnehaveklasse på Ankermedets Skole og to små børnehaveklasser på Hedeboskolen. Kommunens intentioner har imidlertid været, at der skulle være to klasser på hvert trin på de to skoler - altså i alt fire i hele byen. Børnehaveklassen på Ankermedets Skole får 26 elever, mens der er tilmeldt 32 elever til to klasser på Hedeboskolen. Da der er frit skolevalg, er det ikke umiddelbart til at fordele børnene på en mere hensigtsmæssig måde. Aalbæk Skole får en ny børnehaveklasse med 20 elever. Der er altså tilmeldt i alt 78 elever til kommunens tre folkeskoler. Børn født i 1999 skal i skole i skole. De, der er født i 2000 kan komme i skole. For 23 af årgang 2000 gælder, at de har fået udsættelse til skoleåret, der begynder i 2007. Forældre til fire børn har endnu ikke bestemt hvor og hvornår deres børn skal i skole. For det kommende skoleår har forældre til 18 elever valgt, at deres børn skal begynde i børnehaveklasse på den private skole, Brovandeskolen. Fra Aalbæk skoles distrikt skal et barn begynde i børnehaveklasse på Jerup Skole. I alt 96 af de fem-seks årige indleder skolegangen til sommer.