Kun de hurtige bliver mætte

Medlem i oprør over, at kun 150 får plads til årsmødets festmiddag

Søren Østergaard
Mo­gens Holst Jen­sen kri­ti­se­rer, at ikke alle med­lem­mer, der har lyst, kan være med til mid­dag og fest i for­bin­del­se med Æld­re­sa­gens års­mø­de i Ho­bro. Han må selve blive uden for Biecentret, når festen begynder. Foto: Claus Søndberg
Hadsund 11. marts 2007 05:00

HOBRO: Mogens Holst Jensen er en vred mand. Han er gået glip af en gratis middag med efterfølgende dans ved Ældresagens årsmøde i Hobro 22. marts. Kun de hurtige fik billet til festen. Ældresagen fylder 20 år, og det går strygende med medlemstallet. En halv million rundes snart, og alene i Hobro-Nørager-afdelingen er der et par tusinde. Den runde dag markeres lokalt ved årsmødet. Lokalkomitéen er vært ved en platte, og efter spisningen er der dans og underholdning. Men kun 150 kan være med til festlighederne i Biecentret. Derfor blev billetterne udloddet efter først til mølle-princippet. Tilmeldingen begyndte i mandags. Møllen var tom, da Mogens Holst Jensen nåede frem. - Vi ringede allerede tirsdag eftermiddag, men da var alle pladser væk. Jeg har selvfølgelig krav på at være med til selve årsmødet. Men når det er slut, må jeg pænt forlade selskabet, mens de andre kan blive og spise og feste for mine medlemskroner, kritiserer Mogens Holst Jensen. Han mener ikke, at Ældresagen kan være bekendt at markere 20 års fødselsdagen på den måde. Han tror, at 400-500 gerne vil have været med. Ikke plads - ikke råd Keld Graugaard, næstformand i lokalkomitéen, kan godt forstå, at Mogens Holst Jensen er skuffet. Det kommer også bag på Ældresagen, at interessen var så stor. Normalt kommer omkring 80 til årsmødet. Han gør opmærksom på, at årsmødet og festen reelt er to forskellige arrangementer. - Vi bliver nødt til at sætte loft på. For det første har vi begrænset plads i Biecentret, og vi råder ikke over andre lokaler. Desuden har vi ikke penge til at servere mad for så mange. I øvrigt er det almindeligt, at vi bruger først til mølle-princippet i forbindelse med vore arrangementer og udflugter, siger Keld Graugaard. Komité bør gå af Ældresagen i Hadsund holdt årsmøde i onsdags. Her satte arrangørerne også et loft på 120 deltagere. Mogens Holst Jensen, Hobro, understreger, at han generelt ikke har noget at udsætte på lokalkomitéens arbejde. Men sagen om spisningen ved årsmødet finder han alvorlig. - Jeg synes, lokalkomitéen burde gå af, opfordrer Mogens Holst Jensen. Han har selv taget konsekvensen af sin utilfredshed. Han har meldt sig ud af Ældresagen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...