Kun en tynd utopi

Selvfølgelig kan man ikke andet end at takke Orla Hav for indlæg (9.8.) med sædvanlige socialdemokratiske formaninger.

Typisk for S glemmer man, at vi er i 2011, og samfundet er anderledes end i 1950'erne, 60'erne og 70'erne, men man forblinder sig for reelle omstændigheder, "det er altid andres fejl", og man trækker en selvforherligende dyne over for sig. Religion er ikke alt, men alligevel danner det grundlag for mange menneskers livsførelse. Der er ikke et sted med respekt for sig selv, der ikke nævner "multireligiøse samfund", selv om Orla Hav gerne vil ignorere den tilstand. Men der er ingen, der definerer, hvad det er, hvad består det af, hvad er det, der mangler i det danske samfund for at være multireligiøst? Jeg har en forestilling om, at man mener, det er et samfund bestående af forskellige religiøse kulturer, der bor i hver sin gruppe i områder med begrænset interaktion. En kristen del, hvor etniske danske bor med dansk lovgivning. Mand og kone går hånd i hånd, hun let påklædt i sommervarmen, følges af familiens hund. Drenge og piger går i samme skole, har seksualundervisning og lidt religiøs opdragelse. Lidt mindre autoriteter, større frihed for elever, hvor man tiltaler lærerne som du. Familiens aftensmad består af alt, fisk, svin, okse eller lammekød. Ved bordet sidder børn og parlamenterer med forældrene. Forældrene affinder sig med det og forklarer børene om ting og sager. Hvis man går i kirke, sidder mand og kone ved siden af hinanden. Muslimske bydele: Hvor lovene er baseret på sharia. Grise og hunde har ingen adgang. Moskeer på hvert gadehjørne med råb, der kalder til bøn fem gange om dagen. Seksualundervisning er forbrudt, piger og drenge går i hver sin skole, pigerne går klædt i burka, drengene må ikke se, hvem pigen er, slet ikke hilse på eller snakke med dem. Hjemme kan man ikke snakke om religion, og hvorfor man ikke må spise leverpostej, man gør blot, som der bliver sagt, hvert spørgsmål besvares med reference til den Hellige Koran, der må ikke rejses tvivl om det, der er sagt i den Hellige bog. Hindu og buddhistiske bydele svarer nogenlunde til den kristen bydel, bortset fra kvinder går med sari og mærke i panden, manden bestemmer næsten alt i hjemmet. Er det det, vi forstår ved multireligiøse samfund? Eller hvad, Orla Hav? Spørgsmålet er, hvor og hvornår har det eksisteret i verden. Nogen, f.eks. en muslim Bashy Quraishy, nævner to muslimske regimer, osmanniske rige, var multireligiøst, hvor kristne og muslimer levede side om side. I Wikipedia står det om Osmannen at, "ikke-muslimer blev pålagt en speciel skat og blev betragtet som andenrangs borgere i det Osmanniske Rige. Kristne børn blev tvangsfjernet i tusindvis og indrulleret som janitsharer". Ergo intet "multireligiøse" samvær. Og den anden i Indien under Moghul (muslimsk) regi, men her blev hindupræster tunget til at spise oksekød ellers stod en bøddel med krumt sværd klar til at halshugge dem, der nægtede at spise oksekød. En Moghul Akber forsøgte at skabe et religiøst fællesskab, hvis det er det Bashy, mener, men det død sammen med Akber. Før kommunismens fald vidste ingen af os, at der var så mange muslimer i Balkan. Vi hørte aldrig om religiøse myrderi og krige, idet alle medier kaldte dem etniske Serber og Albaner i stedet for at kalde dem med rette betegnelse, kristne og muslimer. Kommunismen med magt holdt alle nede. Derfor, uden en overordnet myndighed, der pådutter og påtvinger "tolerance", har der ikke været et "multireligiøst" samfund i mands minde i et frivilligt demokratisk samfund. Derfor er det ikke meningen, vi skal opgive at bygge noget nyt og godt, men vi skal definerer hvad det er. Hvordan ser det ud, hvad er kravene, hvad mangler i det nuværende danske samfund for at opflyde den tolerance, hvad er årsag til den tilsyneladende intolerance i det danske samfund? Uden at kunne svare på det, er al snak om "multireligiøst samfund" bare er utopisk tynd luft. Det tvinger os at tage stilling og indrette os uagtet, hvad der står i Grundloven, hr. Orla Hav.