EMNER

Kun et fåtal fra Holeby-Diesel vil se nærmere på Frederikshavn

33 har meldt sig til busturen nordpå

FREDERIKSHAVN:Interessen for at flytte fra Lolland til Frederikshavn synes ret behersket blandt de 340 Holeby-ansatte, der mister deres arbejde, når MAN B&W Diesel's motorproduktion fra nytår samles i Frederikshavn. Kun 33 havde ved fristens udløb i denne uge meldt sig til den to-dages informationstur til Frederikshavn, som virksomheden har tilrettelagt i samarbejde med kommunen og Tilflytterservice/Tankegang. Antallet på 33 tilmeldte dækker også over pårørende i det familieanliggende, som en flytning nu engang indebærer. Der er lagt et meget informativt program for turen, som strækker sig over to dage, nemlig weekenden 11.-12. september. Når bussen lørdag ankommer fra Holeby Diesel til Alpha Diesel, står den på frokost og velkomst af direktør Lars Bjørn samt rundvisning på fabrikken. hvor kollegaer med forskellige job og liv i det nordjyske står parat til at fortælle. Herefter går turen til Det Musiske Hus, hvor der bydes på noget om livet i Frederikshavn og omegn i form af fakta, oplevelser og fremtiden. Der bliver mulighed for at tale med repræsentanter fra Frederikshavn Kommune, erhvervsråd, ejendomsmægler, arbejdsformidling og Tilflytterservice samt at få et overblik over foreninger fra kultur- og fritidsliv. Gæsterne indkvarteres på Sæby Søbad, hvor der bydes på middag med udsigt over vandet samt efterfølgende guidet tur i Sæbys havneområde. Søndag lægges der ud med guidet tur i Frederikshavn by, på havn, ved strand og Møllehusets og Bangsbo's forskellige seværdigheder. Desuden en tur i Cloos Tårnet. Undervejs på rundturen støder frederikshavnere til, der brænder for naturen, kulturlivet, handelslivet, foreningslivet og det politiske liv. Frokosten indtages på Restaurant Penna i Rønnerhavnen i selskab med borgmester Erik Sørensen, og herefter går turen igen hjem til Lolland. Det er MAN B&W Diesel, der afholder alle turens udgifter. Omkring 100 ansatte fra Holeby-Diesel vil være sikret arbejde på fabrikken i Frederikshavn som en følge af restruktureringen.