Kun et par dage på fri fod

Netop prøveløsladt efter voldsdom begik en 19-årig hobroenser hurtigt ny vold

HOBRO:Tirsdag blev en 19-årige hobroenser prøveløsladt efter at have afsonet to tredjedele af en fem-måneders straf for vold. Og torsdag blev han så anholdt igen. Endnu en gang i forbindelse med vold. Denne gang var det en tilfældig person i gågaden i Hobro, der fik en lussing og et spark. Så i går besluttede Retten i Hobro at varetægtsfængsle den 19-årige frem til 23. juni. En kendelse, der omgående blev kæret til Landsretten. I retten fortalte den 19-årige, der erkendte at have slået og sparket, at hans hukommelse ikke er særlig god, og at han ikke kunne huske ret meget af den foregående aften. Han kunne huske, at han havde drukket cirka syv øl og ude på gaden var kommet i skænderi med en 21-årig mand, der provokerede ham. Hvad de havde skændtes om, og hvordan den 21-årige havde provokeret ham, huskede han ikke. - Jeg husker, at jeg gav et slag i ansigtet med flad hånd. Jeg kan ikke huske, om jeg sparkede. Jeg blev selv slået i maven, og derfor sparkede jeg ud efter ham. Jeg ved ikke, om jeg ramte, lød det fra den 19-årige i retten. Uprovokeret Den 19-åriges forklaring stemte imidlertid ikke helt overens med de forklaringer, politiet havde fået fra anden side, heriblandt den 21-åriges. Han fortalte, at han kom gående gennem gågaden, mødte en pige han kendte, der afviste at snakke med ham, fordi hun var sur over, at han havde misligeholdt en aftale dagen før. Derfor gik han videre og hørte trin bag ved sig. Det viste sig at være en mand, han ikke kendte, der imidlertid vendte om igen. Snart efter var der igen trin. Denne gang var det den 19-årige, der efter den 21-åriges forklaring kom op til ham og skubbede ham, så han væltede. Derefter blev den 21-årige slået hårdt med flad hånd på højre øre og sparket på højre lår. Uden at der dog skete nævneværdig skade. At han uprovokeret blev skubbet ned, blev bekræftet af både pigen og dennes mor, der også var tilstede. Bed politimand Den fem måneders straf, den 19-årige netop var prøvesløsladt fra , fik han for - i forbindelse med et butikstyveri i Fakta - at have bidt en politimand i civil, der prøvede at holde ham tilbage, i fingeren og truet denne. Og for i oktober sidste år at have knust en flaske i hovedet på en værtshusgæst samt begået yderligere to butikstyverier. I de fem måneders fængsel var der også indeholdt en betinget dom på 70 dages fængsel, han tidligere blev idømt for vold begået i berettiget jalousi. Dommer Erik Pedersen Bendtsen varetægtsfængslede den 19-årige på begrundet mistanke om, at han kunne finde på at begå ny vold.