EMNER

Kun få nordjyske udløbere af islandsk nedsmeltning

Omfattende investeringer i fødevaresektoren holder sig uden for krise-økonomi

Larsen Seafood - har stadig nordjyske bastioner i Løgstør (billedet) og Sindal, men hovedaktiviteten - med direktionen - er samlet i Harrislee syd for grænsen. Arkivfoto: Michael Rasmussen/Baghuset

Larsen Seafood - har stadig nordjyske bastioner i Løgstør (billedet) og Sindal, men hovedaktiviteten - med direktionen - er samlet i Harrislee syd for grænsen. Arkivfoto: Michael Rasmussen/Baghuset

NORDJYLLAND:Islandske investorer fylder noget mere i det nordjyske erhvervsliv, end man ved første øjekast skulle tro. For ud over de to mest markante virksomhedsovertagelser - Carnitech i 1997 og Larsen Danish Seafood sidst i 2003 - har islændinge investeret rigtig mange penge i danske it-firmaer, som også er repræsenteret med betydeligt antal arbejdspladser i Nordjylland. Men de fleste af virksomhederne har til fælles, at de ikke trues af at ryge med af den islandske krones strømhvirvler. Dels fordi selskaberne oftest er forankret i en dansk - eller europæisk/global - økonomisk virkelighed, og dels fordi deres indtægter hentes på markeder langt væk fra de stormfulde vande omkring vulkanøen. Koncernen Larsen Danish Seafood - største leverandør af makrel på dåse til det skandinaviske marked - med 300 ansatte og rødder i sildefabrikken Abba Seafood/Marina i Nørresundby og andre dele af nordjysk fiskeindustri opfylder klart begge forudsætninger. Selskabet er 100 procent dansk - ejet to islandske familier via et holdingselskab - og eksporten går til 40 lande over det meste af verden med indtægter i hård valuta. Administrerende direktør Jens Madsen - til daglig med chefkontor i Harrislee lige syd for den dansk tyske grænsen (hvor Marina allerede i 1964 oprettede en afdeling) - føler sig nærmest i gæld til de islandske ejere. - Vi er i hvert fald dybt taknemmelige for vore ejeres engagement og opbakning. Uden islændingene havde vi ikke haft mulighed for at foretage de udviklingsinvesteringer, som har sikret os en ledende position igennem de senere år. Det vil være forkert at sige, at vi ikke mærker den turbulens, Island er udsat for i denne tid. Men det er først og fremmest i form af en masse møder med vore kunder, som naturligt nok ønsker sikkerhed for levering og pengestrøm, forklarer Jens Madsen. I kraft af ejerforholdet har Larsen Danish Seafood også finansielle forbindelser til den islandske bankverden, men kreditfaciliteterne er helt og holdent bundet op på den ny Landsbankki, som tegner den økonomiske restrukturering på sagaøen. Jens Madsen understreger, at han generelt vurderer, at der får lov at slippe mange fejlagtige oplysninger ud i forbindelse med den økonomisk krise på Island. - Store dele af Islands erhvervsliv drives, og det gælder blandt andet fiskeriet, på meget professionel vis. Men finansuroen, som i virkeligheden startede på det amerikanske boligmarked, har jo fået medierne til at male med den helt brede pensel, når det gælder Island. Vi har dybest set ingen grund til at pege fingre ad den islandske udvikling. De er blevet ramt af den slags økonomisk uvejr, som jævnligt ruller hen over planeten, og som en lille befolkning med tilhørende overskuelig økonomi, siger Jens Madsen.