Kun få nye mangemillionærer kom til i 2011

Væksten i nye rigmænd blev begrænset i både verden og Danmark i 2011 som følge af store udsving i økonomien.

19. juni 2012 17:56 - Opdateret 19. juni 2012 17:57

Kun få nye mangemillionærer kom til i 2011

Der kom kun relativt få nye mangemillionærer til i Danmark i 2011, viser en ny opgørelse over de såkaldte dollarmillionærer med en formue på over en million dollar - svarende til ca. seks millioner kroner.

Også globalt kneb det med at få nye rigmænd i folden. Den store økonomiske uro på verdensplan betød, at antallet af dollarmillionærer kun steg med 0,8 procent mod over otte procent året før.

I Danmark kom 1100 danskere til i rigmandsklubben, der nu er oppe på i alt 45.600 personer.

Det er undersøgelsen World Wealth Report fra Capgemini og RBC Wealth Management, der kortlægger antallet af millionærer.

Både bruttonationalprodukt og opsparing gik ellers frem i Danmark sidste år.

- Men det var et stort værditab på 19,2 procent på aktiemarkedet. Samlet set kom der 2,6 procent flere danske dollarmillionærer til i forhold til året før, siger salgsdirektør Bjarne Jepsen, Capgemini Danmark.

I alt er der på verdensplan ca. 11 millioner dollarmillionærer. For første gang er der flest i Asien og Stillehavsområdet med næsten 3,4 millioner. Lige efter følger Nordamerika.

De stadig flere millionærer måtte dog se den samlede formue skrumpe en anelse i 2011, nemlig med 1,7 procent. Til gengæld steg den året før med næsten 10 procent.

Godt hver anden dollarmillionær bor enten i USA, Japan eller Tyskland.

Økonomien oplevede store udsving i 2011 i forbindelse med eurozonens gældskrise. I 2012 ventes udsvingene at fortsætte.

- Situationen i Europa vil blive fulgt nøje af mange investorer, som frygter pludselige, uforudsete ændringer, siger Bjarne Jepsen.

Han peger på, at udsvingene åbner op for både store gevinster og tab. Det gør det svært at forudsige, om der næste år vil være flere eller færre dollarmillionærer.

I opgørelsen er ikke medregnet friværdi i boligen.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...