Kun få søger lederstilling

Fællesinstitutionen Ulveskov Skole/SFO og Børnehave i Birkelse har lavet genopslag i jagten på en ny leder til SFO og børnehave. Det var ellers meningen, den nye leder skulle tiltræde første april.

- Tre ansøgere er for få. Vi håber, det er på grund af påsken, at vi ikke har fået flere, så derfor har vi lavet genopslag - de tre ansøgninger tæller altså med igen, vi vil bare have en bredere flade at vælge fra, siger skoleleder Freddy Thostrup. SFO'en og børnehaven har stået uden leder siden første april, hvor souschef Charlotte From er blevet konstitueret på ubestemt tid. Næste ansøgningsfrist er 18. april - Vi har ikke endnu modtaget flere ansøgninger. Hvis vi ikke får flere, kalder vi de tre ind til samtale og ser, om der ikke er en, vi kan bruge, siger skolelederen. Der er med den nye ansøgningsfrist ingen specifik tiltrædelsesdato. - Det kan være svært at komme ud af nuværende job og tiltræde på en bestemt dato, men vi håber selvfølgelig på at have en ny leder hurtigst muligt, slutter Freddy Thostrup.