EMNER

Kun få studiejob i Aalborg Kommune

Odense ligger mange gange højere med kommunale tilbud til studerende

Selvom Odense Kommune er mindre end Aalborg, kan den fynske hovedstad tilbyde næsten fem gange så mange studiejob som Aalborg. Det fremgår af et svar fra velfærdsminister Karen Jespersen (V) til det nordjyske folketingsmedlem Rasmus Prehn (S). Århus ligger med otte sådanne jobs i september, da tallene blev gjort op, på linje med Aalborg, mens Odense har 37 og Svendborg 20. Med 260 ligger Københavns Kommune stort set lige så højt som alle landets øvrige kommuner tilsammen. Rasmus Prehn opfordrer Aalborg Kommune til kigge nærmere på muligheden for at skaffe flere af den type jobs: - Måske har man ikke været tilstrækkelig opmærksom på mulighederne for at få løse konkrete opgaver på denne måde. Eller måske gør man blot som man plejer. Men hvis man tænker muligheden ind, så kan man få løst mange opgaver af studerende. Rasmus Prehn peger også på, at relevante studiejobs kan være med til at fastholde studerende i landsdelen. Derfor vil både kommune, region og universitet have gavn af sådanne jobs.