Turisme

Kun få tilbud til vintergæsterne

JAMMERBUGT:Som turist i Jammerbugten skal du ikke regne med særlige aktiviteter eller specielle events her i vinterferien. Det lyder nemlig samstemmende fra Jammerbugtens turistbureauer, at der intet særligt er at finde, ud over områdets sædvanlige tilbud. Men det skal der ændres på. Når den nye Jammerbugtkommune tager over, skal turistsæsonen udvides, så den også omfatter vinterferien. - Vi er klar over, at attraktionerne og de handelsdrivende ikke kan bære opgaven alene, og vi vil derfor stille midler til rådighed, så vi i fællesskab kan nå vores mål, siger Jammerbugt Kommunes borgmester Mogens Gade (V) Denne udmelding møder bifald hos de erhvervsdrivende, der mener at der er behov for en konkret plan, hvis vinterturismen skal styrkes. Nødvendige events Den nye Jammerbugt Kommune har en klar målsætning om at udvikle turismen i området, men foreløbig gælder det kun sommerperioden. Det hænger sammen med, at turisterne er sværere at lokke til i vinterhalvåret, og det koster penge. - Så længe det er om sommeren, vi får det største udbytte, er det da naturligt, at det er der, vi sætter ind, siger Povl Bjarne Jensen, turist- og erhvervschef i Pandrup. Men events skal der til, hvis turisterne skal lokkes til, mener restauratør Per Jensen, Blokhus. - Der skal ske noget, så turisterne bliver så begejstrede, at de vender tilbage året efter, siger han.