Kun få ved noget om den dræbte

Politiet har endnu ikke fået det afgørende tip, som kan afsløre, hvem der myrdede finne i København.

Kun få ved noget om den dræbte

Det er stadig et mysterium, hvem der dræbte den 54-årige Veli Matti Rissanen.

Dagen efter, at politiet offentliggjorde mandens navn og billede, er der ikke kommet mange henvendelser fra offentligheden.

- Vi har fået fem henvendelserne, og nogle af dem gik på noget, som vi vidste allerede, siger vicepolitikommissær Kenneth Vest.

Det var fredag aften, at den 54-årige finske mand blev fundet dræbt i sin lejlighed på Tagensvej.

Han havde ligget død i flere uger. Politiet formoder, at drabet er begået mellem den 7. og 21. maj, og det er mest sandsynligt, at det er sket i den første del af den periode.

Den dræbte holdt sig meget for sig selv og havde ifølge politiet en "sparsom omgangskreds".

- Han sad nok mest hjemme hos sig selv, siger Kenneth Vest.

Politiet arbejder dog på at kortlægge hans rutiner.

- Han havde et rimeligt fast mønster, hvor han gik i banken og hævede penge fra automaten og så gik i supermarkedet for at købe det, han skulle spise og drikke, fortæller vicepolitikommissæren.

Københavns Politi vil fortsat gerne høre fra folk, der kendte noget til den 54-årige.

Han har boet i Danmark siden 2005. Han lukkede tilsyneladende selv sin gerningsmand ind, før han blev tævet til døde med flere slag mod hovedet.

/ritzau/