Kun fem elever i ny klasse på landsbyskole

Der er ingen grund til at frygte for skolens fremtid, beroliger Jan Hviid

HVORNUM:Der kan godt komme til at føles temmelig tomt i det klasselokale, der skal rumme den kommende børnehaveklasse på Hvornum Skole i Hobro Kommune. Som noget helt usædvanligt og overraskende har kun fem elever meldt sig til skolestart på landsbyskolen efter sommerferien. Så er der mere liv i den nuværende børnehaveklasse på Hvornum Skole med 21 drenge og piger. Formand for børne- og kulturudvalget i Hobro Kommune, gårdejer Jan Hviid (V), Brøndum, siger, at det er uholdbart at oprette en klasse med kun fem elever. - De meldinger, vi får fra både lærere og forældre siger, at det er svært at drive pædagogik med så få børn. Det bliver også meget få kammerater at vælge imellem i så lille en klasse, lyder bekymringen fra Jan Hviid. Også den økonomiske side af sagen giver anledning til panderynker i det politiske udvalg. - Udgiften pr. elev i en klasse med fem vil blive meget stor, og i udvlaget vil vi hellere bruge disse pege på skolebøger og it, siger Jan Hviid. Flytte til anden skole Kommunen overvejer nu, hvordan den skal løse problemet på landsbyskolen. - Måske kan vi samkøre børnehaveklassen og 1. klassen. Måske kan vi rykke de fem børn til Onsild Skole, hvilket jeg synes er en god idé. Eller alternativt flytte dem til Rosendalskolen, siger Jan Hviid. Han stiller i udsigt, at forældrene til børnene i den kommende børnehaveklasse skal inddrages i beslutningen, og at man fra kommunens side vil lytte til forældrenes ønsker. Stor overraskelse Det kommer som en stor overraskelse for Hobro Kommune, at den kommende børnehaveklasse i landsbyskolen tegner til at få miniputstørrelse. Alle prognoser har ifølge Jan Hviid vist, at børnehaveklassen ville tælle væsentlig flere elever. Jan Hviid tror ikke, at der er tale om et fravalg af Hvornum Skole forstået på den måde, at elever i Hvornum Skoles distrikt har søgt væk. - Og jeg vil godt afvise, at der skulle være grund til at være bange for Hvornum Skoles fremtid. Alle prognoser viser et stabilt flow til skolen. Målet er at fastholde de små skoler i Hobro Kommune, forsikrer Jan Hviid. Justering af distriktet Hobro Kommune har mulighed for at justere på skoledistriktet, hvis det mod forventning skulle vise sig, at klassen med de fem elever indvarsler en tid med faldende elevtal på Hvornum Skole. - Et af de håndtag, vi har at trække i, er at justere lidt ind, så elever fra Bærkvarteret flyttes til Hvornum Skole. Men vi har ikke haft det inde i betragtningerne endnu i børne- og kulturudvalget, understreger Jan Hviid. En enlig svale Formand for skolebestyrelsen på Hvornum Skole Annemette Skov, Trinderup Gods, siger at der tilsyneladende ikke er nogen god grund til, hvorfor den kommende børnehaveklasse bliver så lille. Det er tilfældigheder, der har spillet ind. - Det er helt klart min opfattelse, at det er en enlig svale, og at det ikke er noget, der truer Hvornum Skoles eksistens, siger Annemette Skov, der heller ikke tror, der er tale om et fravalg af skolen. Annemette Skov kan ikke her og nu svare på, hvordan skolebestyrelsen forholder sig til de forskellige løsningsmuligheder, som Jan Hviid har skitseret. Det bliver drøftet på et møde i skolebestyrelsen 23. februar. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra skoleleder Peter Bo Christensen. Han befinder sig på Shetlandsøerne som et led i skolens EU-støttede projekt med europæisk skolesamarbejde.