Kun fire vil flytte ind

EMNER 1. november 2002 07:00

SKELUND: I dag er lejlighederne på den tidligere krogrund i Skelund klar til indflytning, men der flytter kun beboere ind i fire af de i alt ti lejligheder. Borgerne i Skelund har ellers været aktive i deres bestræbelser på at påvirke byrådet til, at der skulle bygges boliger til ældre i byen. I 1997 skrev knap 150 borgere således under på, at der var behov for et centralt beliggende lejlighedsbyggeri, sådan at ældre borgere kunne blive boende i byen. Underskrifterne blev afleveret på rådhuset i Hadsund, hvor de fortsat ligger i sagsmappen - i øvrigt sammen med en liste á marts 1998, hvor 28 borgere erklærer sig interesseret i at bo i et sådan byggeri. Efter et langstrakt sagsforløb, som blandt andet indebar trakkasserier med den tidligere ejer af grunden, Jens "Låsby" Svendsen, står boligerne altså nu klar til indflytning. Formanden for boligafdelingen, byrådsmedlem Annie Sørensen beklager, at der ikke er flere, der flytter ind. - Når man tænker på, at der i sin tid blev aktioneret med møder og underskriftsindsamlinger, så er det skuffende, at der pt kun er fire, der flytter ind, siger Annie Sørensen, der mener, at huslejen måske skræmmer. Hun gør opmærksom på muligheden for, at man kan få boligsikring - og at man på kommunen kan få beregnet, hvor meget man er berettiget til. Hun siger, at der - på trods af de tomme lejligheder - er en venteliste på 10-12 personer, der altså "bare ikke lige nu" er parate til at flytte. Måske på grund af, at det for tiden er svært at sælge huse, mener Annie Sørensen, der trods alt glæder sig over det smukke byggeri.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...