Kun HGI kunne vinde

Fodbold 17. september 2002 08:00

HALS: Hou serie 3 var eneste førstehold i fodbold, der vandt i denne weekend. Alle andre måtte se sig slået. HGI vandt bundopgøret mod Vrå/Børglum med sejrscifrene 4-2. Det var Hous tredje sejr i denne sæson. Hals serie 3 måtte tage fra Aabybro uden point. I et tæt og intenst opgør var det Aabybro, der trak det længste strå og vandt 3-2. Hals ligger stadig nummer to, idet Hjallerup slog Ø. Brønderslev med 1-0. VHG-træner Per Lønne havde på forhånd sat AaB som en svær modstander, der ville volde problemer. AaB vandt da også opgøret med 2-1 på "kappa" stadion i V. Hassing. Gandrup serie 4 tabte til puljens nummer et, Aalborg Chang. Chang har ikke tabt en eneste kamp i denne sæson, så det var ikke helt uretfærdigt, at holdet slog Gandrup med 3-0. Gandrup ligger nummer fire med 36 point - med fire point op til en oprykningsplads. Holtet IF's sejrsrække blev brudt efter mødet med serie 4 puljens andet tophold, Fc Ljiljan. HIF tabte med 2-0. Med tre sejre i træk før mødet med Ljiljan er HIF dog uden for nedrykningsfare med 25 point. Ulsted serie 4 er derimod kommet nærmere nedrykningen, end de har skabt afstand. Med nederlaget på 2-1 til Nørresundby er holdets 19 point tæt på Aalborg Frejas 13 - med en kamp mindre. Heldigvis for UB mangler holdet puljens absolutte bundhold, Dansome og Fintan, hvilket bør betyde mindst seks ekstra point på kontoen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...