Kun løse rygter

Knud Preben Hassing bruger (21.1.) en masse spalteplads på at dokumentere, at invasionen af Irak var ulovlig.

EMNER 1. februar 2012 05:00

Der er imidlertid kun én instans, der kan afgøre, om en krig er ulovlig. Det er FN's sikkerhedsråd, og det har aldrig fordømt krigen. Det har ikke engang behandlet et resolutionsforslag, der fordømmer krigen. Så hr. Hassing behøver ikke at bruge mere spalteplads på den sag. Han behøver heller ikke bruge mere spalteplads på at beskylde danske soldater for at overtræde krigens love. Han har ikke fremført skyggen af bevis for, at irakere, som er blevet tilfangetaget af danskerne, er blevet behandlet ukorrekt. Hverken af danskerne, eller af briterne, eller af irakerne. Alt, hvad hr. Hassing anfører af dokumentation er, at en dansk auditør har set nogle fanger i et irakisk fængsel, som havde sår og brændemærker. Oplysningen stammer fra en hemmeligstemplet rapport, som dagbladet "Information" er kommet i besiddelse af. Hvorvidt rapporten er et falsum vides ikke. Om dens indhold er korrekt vides ikke. Om der var tale om tortur, vides ikke. Hvem der i givet fald har udført torturen, vides ikke. Hvorvidt der var tale om krigsfanger, vides ikke. Hvem der i givet fald har tilfangetaget dem, vides heller ikke. Altså hviler hr. Hassings beskyldninger på løse rygter og formodninger. Derfor må de holde op nu.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...