Kun pebernødder at spare

Forslaget om sammenlægninger er ikke bæredygtigt, lyder det skeptisk fra de fire berørte folkeskoler.

Der hersker udbredt skepsis hos de fire folkeskoler, som byrådet har foreslået at lægge sammen to og to fra næste skoleår. Det fremgår tydeligt af høringssvarene fra skolerne i Ravnkilde, Haverslev, Blenstrup og Bælum. På Ravnkilde Skole undrer skolebestyrelsen sig såre over forslaget om fusion med Haverslev Skole: - Der er en helt masse ting, der slet ikke er undersøgt endnu, og derfor har vi svært ved at tage stilling til en sammenlægning. Umiddelbart ser vi mange farer i det, og det kan faktisk risikere at blive dyrere, siger Anja Putzer, formand for skolebestyrelsen i Ravnkilde. På Haverslev Skole sætter skolebestyrelsesformand Peter Bak det endnu mere på spidsen: - Der kan spares nogle marginale tusindkronesedler på den ene leder, men det er pebernødder! En sammenlægning giver kun mening, hvis der kan spares penge. Det, der for alvor kunne flytte noget, handler om klassekvotienter. Men dem er der ikke lagt op til at flytte så meget som en decimal i, siger Peter Bak.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.