EMNER

Kun politisk drilleri?

At et parti som Dansk Folkeparti kan forveksles med en forening som Danske Folkedansere - dét kan der uden tvivl vrides mange mere eller mindre vittige bemærkninger vittigheder over. Noget med at være en flok politisk folkedansere - og hvem er mon ivrigst efter holde fast i særlige gamle danske traditioner? At forvekslingen i det hele taget kan opstå skyldes, at partiet indtil for nylig frygteligt gerne vil have fingre i folkedansernes hjemmeside med domænenavnet www.df.dk. Efter forhandlinger - eller måske snarere forsøg på forhandlinger - har Danske Folkedansere besluttet at udbyde hjemmesidenavnet gennem en lukket budrunde med en forventet kontant gevinst på omkring 100.000 kroner. Et beløb, som har fået partiet til at opgive. Væsentligt mindre muntert er det, at kampen om www.df.dk har udviklet sig til en politisk kamp. En ung - måske for ung? - byrådspolitiker i Hillerød, Mikael Lemberg (S), har nemlig fyret op under en kampagne med det højere formål at hindre Pia Kjærsgaards parti i at overtage navnet. Gennem en støttegruppe på Facebook har politikeren fået 5000 "venner" til at rejse et større beløb, som skal bruges til at købe navnet og donere det til Dansk Flygtningehjælp. Bag det tilsyneladende ædle formål gemmer sig et mindre ædelt motiv i retning af at hindre en politisk modstander i at nå alt for nemt og uhindret ud til vælgerne - hvem ved, måske som en slags tak for sidst for, at en ret markant vælgerflugt til Dansk Folkeparti i høj grad har været med til at forvandle Socialdemokraterne til en skygge af sig selv? I stedet at imødegå argumenter og i det hele taget bekæmpe Dansk Folkeparti med ord stiller en byrådspolitiker sig til rådighed for et politisk drilleri, der ligner et forsøg på at hindre informations- og holdningsstrøm mellem parti og vælgere. Og uanset om man bryder sig om Dansk Folkepartis holdninger eller ej, kan man altid spørge: Hvor demokratisk er egentlig tankegangen bag denne form for politisk drilleri?