Kun Radikale kan se logik

Hver uge sine løftebrud fra den røde regering.

Dette handler om en fast udlændingepolitik, der under justitsminister Morten Bødskov (S) bliver ført tilbage mod de slappe og konsekvensløse tilstande fra 1990'erne. Før valget lød det, at man trygt kunne stemme på S-SF, der lovede at fastholde en fast udlændingepolitik. I denne uge gennemførte justitsminister Morten Bødskov (S) en massiv lempelse af udlændingepolitikken, og dermed gjorde han totalt knæfald for de radikales ønsker om en tilbagevenden til 90'ernes slappe og konsekvensløse udlændingepolitik. Den røde regering svækker tilknytningskravet, indvandringsprøven afskaffes og pointsystemet for familiesammenføring bliver også fjernet. Det sidste på trods af, at S-SF før valget lovede at erstatte den tidligere regerings pointsystem med deres eget. Endnu et eklatant løftebrud. Afskaffelsen af pointsystemet er synd og skam, for indførelsen af pointsystemet udgjorde rygraden i en fast, fair og fornuftig udlændinge- og integrationspolitik. Pointsystemet var baseret på to hensyn: For det første sikrede pointsystemet, at de personer, der blev familiesammenført til Danmark, havde forudsætningerne for at blive integreret. For det andet sikrede pointsystemet, at det ikke var en firkantet aldersgrænse, der afgjorde, om personer kunne blive familiesammenført. Pointsystemet sikrede tværtimod, at alle, der vil Danmark, havde chancen for at komme hertil. SRSF-regeringens lempelser er dybt skadelige for Danmark. Flere personer med ringe potentiale for at blive integreret vil fremover komme til Danmark. Til gengæld vil de nye regler betyde, at den 23-årige sygeplejerske fra Australien, der har alle forudsætninger for at bidrage positivt til det danske samfund, fremover er hensat til at vente, til hun fylder 24 år, før Danmark kan få glæde af hendes talenter. Kun De Radikale kan få øje på logikken.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.