Kun skattelettelse hvis pengene er der

Søren Pind, rebelsk Venstre-borgmester, erklærer Anders Fogh sin kærlighed

Skattepolitik 22. september 2002 08:00

ODENSE: Anders Fogh Rasmussen havde i sin tale i går på Venstres landsmøde en særlig personlig hilsen til den konservative leder Bendt Bendtsen. Men ikke den garanti for skattelettelse, Bendtsen hellere havde hørt. Venstre vil se pengene til skattelettelserne, før de bruges. Statsministeren sagde lige ud, at skatten på arbejdsindsats kun bliver sænket "såfremt der er økonomisk råderum for det." Samtidig kom han med endnu et varmt forsvar for regeringens skattestop, som oprindelig var en Venstre-opfindelse: - Hvis der ikke er evne og vilje til at holde skatter og afgifter i ro, er det ren eventyrpolitik at tale om at sænke beskatningen. Skattestoppet er det første nødvendige skridt for overhovedet at kunne tale om senere at sænke skatten, sagde Anders Fogh Rasmussen. Udenfor landsmødesalen sekunderede Jens Rohde, Venstres politiske ordfører: - Som varm tilhænger af skattestoppet er jeg glad for, at jeg hele tiden får lov til at tale om det. Alting flyder i debatten. Skattestoppet står efterhånden klart som den mest troværdige politik, sagde Rohde til NORDJYSKE. Fra talerstolen afviste statsminister Anders Fogh Rasmussen alle angreb på skattestoppet, og sagde med klar adresse til Venstre-borgmester Søren Pind, København, at skattelettelser ikke skal finansieres ved at tage pengene fra de dårligst stillede. Borgmester Søren Pind har i en bog, der udkom i den forløbne uge, argumenteret for delvist at finansiere skattelettelserne ved at ændre reguleringen af overførselsindkomsterne, så de alene pristalsreguleres. I dag er de også taktreguleret, og stiger derfor hurtigere end lønningerne. Søren Pinds forslag er blevet udlagt som en nulstilling af overførselsindkomsterne, men det afviser han selv totalt. - Overførselsindkomsterne skal inflationssikres, men ikke mere, siger han. Efter Anders Fogh Rasmussens tale afviste Pind, at han var blevet tilrettevist af partiformanden. - Vi er fuldstændig enige. Jeg ville ikke have sat et komma eller punktum anderledes, hvis jeg skulle have holdt talen, sagde Søren Pind, der tilføjede, at han heller ikke ønsker, at de mindre indkomster skal betale for skattelettelserne. - Men jeg har ikke hørt Anders Fogh sige, at der ikke kan ændres på reguleringen, sagde Søren Pind. Jens Rohde: - Det er ikke Venstres politik, og andet er der ikke at sige til det. Søren Pind sendte sin bog til Anders Fogh Rasmussen, inden den udkom. - Jeg er ikke i opposition til ham. Han er den bedste formand, vi kan have, men da han blev formand, sagde han, at han nu ikke længere kunne løfte den ideologiske debat på samme måde som før. Andre måtte bære faklen videre, sagde han, og det er det, jeg gør. Jeg er måske ikke den bedste, men jeg forsøger, siger Søren Pind. Jens Rohde: - Det er synd, hele debatten handler om skat, for bogen har andre gode afsnit. Men når man går ud med kontroversielle udspil, får man også hældt noget i hovedet igen. Sådan er det.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...