Lokalpolitik

Kun småpenge til overs til Mindparks sideaktiviteter

SKØRPING:Poul Skovgaard må nok erkende, at han talte for døve ører, da han over for økonomiudvalget appellerede til fortsat støtte til Mindparks andre aktiviteter. Skørpings byråd synes at have forholdt sig stramt til de bristede forventninger til det såkaldte virksomhedshotel. Efter Bent Juul Jensens opfattelse var det en logisk følge af, at Mindparks egen bestyrelse havde erkendt, at virksomhedshotellet ikke gik. - Så var der ikke så meget andet at gøre, siger han. Venstres gruppeformand i byrådet kalder det beklageligt, at det ikke lykkes at tiltrække IT-iværksættere til virksomhedshotellet, sådan som tanken oprindeligt var. Han mener, at forudsætningen i et vist omfang bristede, fordi IT-branchen generelt led et knæk. - Forventningen var, at der ville komme nye virksomheder til, som ville flytte ind i Mindpark. Det er der ikke kommet. Men bestyrelsen mener jo så, at der er så meget værdi i de øvrige aktiviteter, at det er værd at støtte i stedet? - Jamen, vi mener ikke, kursusaktiviteterne og støtten til iværksættere nødvendigvis behøver kommunal støtte. Der er i øvrigt også andre penge til erhvervsformål, som vi skal drøfte på et økonomiudvalgsmøde senere, siger Bent Juul Jensen. Hvis det handler om de 115.000, så mener bestyrelsen ikke, at det rækker til noget som helst. Ifølge Poul Skovgaard er beslutningen ensbetydende med, at alle aktiviteter i Mindpark hører op. - Hvis bestyrelsen opfatter det som et totalt afslag til Mindpark, jamen, så er det dét, siger Bent Juul Jensen. Ifølge borgmester Børge Olsen har man hverken sagt ja eller nej til Mindparks sideaktiviteter. - Men det bliver selvfølgelig ikke til den økonomi, bestyrelsen har ønsket, konstaterer Børge Olsen, der altså heller ikke opfattede det som et spørgsmål om Mindpark eller ej.