Lokalpolitik

Kun to borgere kom til budgetmøde

} TILFREDSHED: Det blev en let opgave for de kommunale chefer og politikere, der tirsdag aften stillede op til borgermøde i Mølleparkcentret for at fortælle om Brovst Kommunes budget for 2005. Ud over kommunalfolkne mødte der kun to borgere. - Vi var kun 18 i alt, så vi drak kaffe og gik hjem, siger borgmester Mogens Gade (V). Borgmesteren tager den beskedne tilslutning som tegn på, at borgerne er godt tilfredse med politikernes dispositioner. - Jeg synes, vi har et flot budgetoplæg for næste år, siger Mogens Gade. Og jeg synes, vi har et rimeligt højt informationsniveau, som sikrer borgerne god besked. Brovst Byråd venter næste år at kunne holde uændret skatteprocent og grundskyldspromille - og at kunne finde 30 millioner til anlægsinvesteringer, heraf 15 millioner til modernisering af Brovst Skole.