Kun to lokale kom gennem smagstest

Slow Food Guiden 2003 er netop udkommet med blandt andet produkter fra San Giovanni og lokal konditor

Fødevarer 21. oktober 2002 08:00

MIDTBYEN: Smagsløgenes skrappe test har betydet, at det fra Aalborg kun er familien Volpi fra restauranten San Giovanni på hjørnet af Vesterbro og Vingårdsgade, der direkte figurerer i den aktuelle Slow Food Guiden 2003. En anden aalborgenser er dog også kommet med i guiden. Det er konditor Bo Jensen, der arbejder hos Spisestedet Marie Grubbe i Tjele. Han har også fået en fortjent del i den kulinariske udmærkelse for sine håndlavede chokoladetrøfler, samt de forskellige marcipaner og den lækre nougat. For San Giovanni drejer udmærkelsen sig specielt om det langtidshævede surdejsbrød, men også det italienske køkken og vinene er fremhævet. Udover de to producenter kan de nordjyske forbrugere finde Slow Food blandt andet på, Aså Andelsmejeri, på Læsø - hvor det både er sydesalt og Bi- og Gårdbutik ved Juul og Søn, Lidegård ved Nibe - der har gedeost. Med er også pølserne fra slagter Munch i Skagen, og vand fra egen boring på Rold Storkro i Skørping. En del af de omtalte kvalitetsvarer kan købes her i Aalborg blandt andet på råvaremarkedet og i en delikatessebutik. De bedste fødevarer Nyudgivelsen af guiden er den tiende reviderede udgave af Kulinarisk Vejviser, og den indeholder 53 nye produkter i forhold til sidste års udgivelse. Det betyder at 190 producenter og virksomheder nu er optaget i oversigten over Danmarks Bedste Fødevarer. De pågældende produkter er alle udvalgt efter Slow Food medlemmernes testsmagninger, og det er Bent Christensen, der holder sammen på alle trådene. Slow Food Danmark er en del af den internationale bevægelse, der blev grundlagt 1986 i Rom som et modtræk til McDonald's indtog på Piazza di Spagna i Rom. - Vi står sammen om livets små glæder i forhold til at spise og drikke, og samtidig støtter vi en produktion af fødevarer, som både er økologisk og kvalitetsmæssig forsvarlig, lyder det fra Slow Foods frontfigur Bent Christensen, der både redigerer Slow Food Guiden og de nyhedsbreve, som jævnligt udsendes til medlemmerne.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...