Overenskomster

Kun toppen af isbjerget

Tip om østarbejdere strømmer ind til fagforeninger

AALBORG:Byggefagenes Samvirke i Aalborg har midlertidigt indstillet den fysiske blokade ved en ejendom på Hobrovej, hvor fire polakker arbejdede til en løn på 2000 kroner om måneden. Fire polakker er tilsyneladende ude af byen og måske draget til Sjælland, hvor deres firma, JGSSpolka Cywilna fra Lubartow i det østlige Polen, har en stor sokkelisoleringsopgave på et boligkompleks i Hillerød. - Når der nu ikke er nogen aktivitet på byggeriet, kan vi sagtens finde andre sager at bruge kræfterne på. For desværre er sagen med JGS ingen enlig svale. Lige i øjeblikket får vi faktisk det ene tip efter det andet om illegale arbejdere, og vi står aktuelt med forhold, som vi skal se nærmere på, fortæller Torben Jensen, sekretariatsleder i fagforeningen 3F og repræsentant for Byggefagenes Samvirke. Han tilføjer, at byggepladsen fortsat vil blive holdt under opsyn, og at blokaden vil blive genoptaget, hvis polakkerne dukker op igen. Staten mister penge - Det er nu vi skal slås for at bevare vore løn- og arbejdsforhold i fremtiden. Og i øvrigt er det jo ikke kun os, der bliver ramt, når man benytter sig af illegal arbejdskraft. Den danske statskasse går jo også glip af indtægter - skat og moms -hvis firmaerne opererer her uden at være registreret og leve op til gældende regler, siger Torben Jensen, som mener, at vi indtil nu kun har set toppen af isbjerget. Han så allerhelst nye skrappe regler indført, så udenlandske arbejdere først kunne gå i gang, når de var registreret, som loven kræver. - Som praksis er nu er det alt for nemt for mange bare at gå i gang og så håbe på, at de slipper afsted med det. Fra fagforeningsside har vi jo ingen ret til at gå ud og kontrollere forholdene på arbejdspladsen, som man kender det i Tyskland, bemærker Torben Jensen. Han henviser i øvrigt til, at det faktisk giver resultater, når fagbevægelsen går ind i sagerne. Så sent som i januar i år lykedes det at få polske arbejdere ved en opgave på Reno Nord for det danske isoleringsfirma Norisol ind under den danske overenskomst, hvorved de opnåede en løn på 145 kroner i timen. Om de så rent faktisk også har fået dem i den sidste ende, har Torben Jensen dog ingen dokumentation for. Ikke styr på noget Også formanden for Byggefagenes Samvirke, Allan Winfeld, efterlyser mere håndfaste regler. - Politisk er der ikke styr på nogetsomhelst i denne sammenhæng, og det virker lidt som om man fedtspiller fra alle sider i det politiske liv. Vi har ingen chancer for at få sat en stopper for uvæsnet, hvis vi ikke får opbakning fra politikerhold i form af nogle meget klarere regler, siger Allan Winfeld, der også er formand for fagforeningen TIB- Træ-Industri-Byg - i Aalborg. - Og så er det jo meget taknemmeligt at kaste sig over byggebranchen, fordi der sprogligt ikke er de store problemer. På den anden side er det vel kun et spørgsmål om tid, før vi ser polakker som kassedamer i Bilka. Hvorimod man vel aldrig kunne drømme om at acceptere, hvis polske læger kom herop og arbejdede til en brøkdel af de danske lægers lønninger, påpeger TIB-formanden. - Helt grundlæggende er det jo en trussel om dumping, som hverken lønmodtagere eller firmaer kan være tjent med. Vi er helt på det rene med, at vi lever i en globaliseret verden, men det betyder jo ikke, at vores aftalesystem er sat ud af kraft. Vi er nødt til at kæmpe for den model, vi har bygget op gennem 100 år, siger Allan Winfeld.