Røverier

Kunde alvorligt såret af røver

KØBENHAVN:Tre kunders indgriben over for en røver på et postkontor i Lyngby udviklede sig i går farligt, da røveren stak en 50-årig mand med kniv i brystet og ved halsen. Offeret fik beskadiget luftrøret, men hans tilstand er stabil, oplyser Nordsjællands Politi, der fik anholdt knivstikkeren. Røveren viste sig at være en efterlyst 35-årig mand, der er udeblevet fra sin juleorlov fra Statsfængslet i Vridsløselille. Her afsoner han en dom på fem års fængsel for særligt farligt røveri. /ritzau/