Kunde ville have cykeltrailer fyldt med kontanter

Formentlig en psykisk syg forlangte penge i københavnsk bank uden kontanter.

Kunde ville have cykeltrailer fyldt med kontanter

En kundes forsøg på at skaffe penge i en bank i København onsdag formiddag var noget ud over det sædvanlige:

En mand trak en cykeltrailer ind i Nordeas filial på Enghave Plads og forlangte, at personalet skulle fylde den op med kontanter, mens han lige var væk.

Kort efter blev den mistænkte dog anholdt af politifolk ude på gaden, oplyser Københavns Politi.

Ifølge politiet er manden formentlig psykisk syg.

Inde i banken optrådte han temmelig vredt, da de ansatte fortalte ham, at filialen var uden kontanter.

På Station City overvejer man nu, om der faktisk var tale om et røveriforsøg. I forvejen er den anholdte nemlig kunde i banken.

Men indtil videre ligger det fast, at han forinden havde stjålet cykel og anhænger fra en tilfældig person.

Desuden skete der nogle skader på bankens indgangsparti, da han forsøgte at klemme cykel og anhænger inden for. Muligvis vil han så blive sigtet for hærværk.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.