Kunder presses ved homeparties

Homeparties kan være et problem, fordi der ligger et mildt pres i luften fra vært og veninder, når man deltager, vurderer Forbrugerstyrelsen. Til et homeparty er der ofte inviteret en gruppe veninder tilsat lidt naboer og perifere bekendte. Værtinden har gjort hjemmet hyggeligt og der er en let servering - måske lidt hvidvin og lidt at nippe af. Når sælgeren ankommer med sine varer, starter seancen, og der lægger sig et let pres over selskabet. Forbrugerstyrelsen skriver på forbrugerportalen Forbrug.dk således om deltagernes oplevelser ved homeparties: "Nogle synes måske ikke, at de fremviste varer er så formidable endda, andre finder dem måske for dyre. Men det bliver sjældent sagt. Man skulle jo nødig ødelægge den gode stemning. Det ligger i luften at aftenens succes måles i salgstallet. I mange tilfælde bliver værtinden forsynet med gaver, hvis størrelse afhænger af salgstallet. Endnu et lille nøk med tommelskruerne." Styrelsen anslår, at man skal være meget forhærdet for at forlade et homeparty uden at have købt noget som helst. Hvis man ikke er helt så forhærdet, råder Forbrugerstyrelsen deltagerne til på forhånd at beslutte sig for et beløb, man maksimalt vil købe for. Eller man kan beslutte sig for kun at ville købe en enkelt vare. Man skal også huske på, at der er 14 dages fortrydelsesret på varer, som ikke lever op til det forventede - eller hvis man var lidt for ivrig i købsøjeblikket. Der står mere om reglerne for homepartyhandel i Forbrugerinformationens pjece "Ren Besked om e-handel og postordre". Den koster 20 kr. plus porto og kan bestilles på telefon 70 13 13 40.